Afsløring: Årets Zulu Awards foregår på gyngende grund

onsdag d. 11. januar 2017 kl: 16. 00 Af: Elo Christoffersen
ZULU Awards_ Ruben Søltoft-foto af Mikkel Tjellesen-TV 2
Ruben Sølfoft er kaptajn ved årets ZULU Awards. Foto: Mikkel Tjellesen/TV 2.

Torsdag den 2. februar er der 'ZULU Awards Cruise 17', når ZULU overtager DFDS' båd til Oslo og holder fest.

Når ZULU afholder sin populære prisfest, ‘ZULU Awards’, torsdag 2. februar, bliver det i nogle ganske særlige rammer, som ikke er set før.

ZULU overtager nemlig Oslobåden og vil på skibets tre dæk holde årets vildeste fest, hvor de 12 ZULU-statuetter skal uddeles.

– Vi på ZULU har total optur over at skulle afholde ‘ZULU Awards’ på Oslobåden i år, og at DFDS også var med på idéen og havde lyst til at stille deres dejlige båd til rådighed, det er bare endnu bedre.

Se billederne: Sådan festede stjernerne til Zulu Awards

– Nu skal vi lige have styr på styrbord og bagbord, men når vi har det, så bliver ‘ZULU Awards’ forhåbentlig alt det, som man elsker showet for – brækket i tusind stykker og fordelt rundt på båden.

– Det er et kæmpe eksperiment, som vi glæder os helt sygt meget til, siger TV 2 ZULU-redaktør Asger Schønheyder i en pressemeddelelse.

ZULU-ven bliver vært

Suspekt, Gulddreng, Medina og mange flere trækker i matrostøjet og går ombord på Oslobåden på en af de to scener for at spille op til fest, mens kaptajnen denne aften hedder Ruben Søltoft.

Det er første gang, at den populære ‘SJIT Happens’-skuespiller og komiker er vært for ‘ZULU Awards’.

Og han glæder sig til at give alle matroser, gaster og seere en van(d)vittig fed aften:

– Jeg glæder mig vildt meget til det hele! Jeg glæder mig faktisk så meget, at mine ører er ved at falde af. Transport til Oslo. Og færge-buffet. Lækkert! Og nu også Skam-safari.

– Hvem skal med på Hartvig Nissens og lede efter Even? Det bliver også fedt, at jeg nu kan trække alle mine tidligere ture på Oslobåden fra. Det har pludselig været research, siger Ruben Søltoft.

12 vindere skal kåres

‘ZULU Awards’ hylder dem, der i det forgangne år har gjort sig fortjent til at vinde en af de eftertragtede ZULU-statuetter.

Der er 12 kategorier i alt, og som altid er det danskerne, der bestemmer, hvem af de nominerede der fortjener at vinde.

De nominerede offentliggøres fra tirsdag den 10. januar, på zuluawards.dk og frem til torsdag den 12. januar. Det er også her, du kan stemme frem til 2. februar klokken 16.00.

ZULU Awards 2017 sendes på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY søndag 5. februar klokken 21.

Del din kommentar

Forsiden lige nu