Anmeldere uenige om britisk hitmagers præstation på Smukfest

lørdag d. 12. august 2017 kl: 22. 46 Af: Ritzau Fokus
Singer Ellie Goulding performs during the 16th Mawazine World Rhythms International Music Festival in Rabat
Ellie Goulding var blandt de allerøverste navne på plakaten for årets udgave af Skanderborg Festivalen. Foto: Youssef Boudlal/Scanpix (Arkivfoto)

Ekstra Bladet kalder Ellie Gouldings koncert en "fiasko", mens Gaffa hæfter sig ved popsangerindens modenhed.

Ellie Goulding var blandt de allerøverste navne på plakaten for årets udgave af Skanderborg Festivalen.

Peter A.G. imponerer anmeldere: -Sprællede som en skør hippieprofessor

Men hvis man havde indløst billet til Smukfest alene for at se den britiske popsangerinde på Bøgescenerne fredag aften, så måtte man lægge sig skuffet tilbage i teltet.

Det mener i hvert fald Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo, der kalder Gouldings optræden en “fiasko”.

Treo: Intetsigende popstjerne

Treo mener, at den britiske hitmager cementerede sin status som intetsigende popstjerne.

– Smukfest overrendes ikke just af stillestående afholdsfolk, men indledningsvis var Goulding faktisk så kedelig, at det enorme antal publikummer foran Bøgescenerne holdt op med at feste i den bedste sendetid fredag aften, skriver anmelderen.

Han kvitterer med to ud af seks stjerner.

Gaffa: Goulding langt fra færdig som popsanger

Anderledes positivt stemt var musikmediet Gaffas anmelder efter koncerten.

Han hæfter sig ved, at Goulding er blevet modnet, siden han første gang så hende på Northside Festival i 2013.

– Ellie Goulding viser, at hun er vokset med opgaven og langtfra er færdig som popsanger, men snarere lige er begyndt, skriver anmelderen.

Han giver fire ud af seks stjerner for koncerten.

– Hun gemte måske lidt for meget på esser til sidst i koncerten, men hendes første koncert på Smukfest var en 75 minutters fornøjelse, skriver Gaffa.

Ugebladet Skanderborg havde også sendt sin anmelder til Bøgescenerne for at se Ellie Goulding.

– De indledende numre fik godt nok gang i de forreste rækker af tilskuere, men tændingen nåede ikke hele vejen op ad bakken, skriver anmelderen, der var mere begejstret over anden halvdel af koncerten.

– Men den kom, tændingen, selv om Goulding ifølge eget udsagn var ved at blive ædt op af myg oppe på scenen. Godt hjulpet på vej af masser energi, lys- og røgeffekter og en vindkanon.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu