Dansk musikmager: Popmusikken skal tages seriøst

søndag d. 1. januar 2017 kl: 16. 13 Af: Ritzau Fokus
Chief 1, Lars Pedersen
Chief 1 er træt af, at popmusik anses som noget overfladisk musik. Vi skal tage det mere seriøst, mener han. Foto: Scanpix/Bent Midstrup

Chief 1 har lavet musik i snart 30 år, men det er ikke nemt at blive en respekteret popmager.

Popmusik har, siden genrens indtog i Danmark i 60’erne, toppet hitlisterne og domineret radiostationerne, men alligevel har det været svært for folkene bag musikken at blive taget seriøst.

Bare fordi det er populært, er det nemlig ikke ensbetydende med, at det er respekteret. Det mener den danske musikproducer Chief 1.

Ifølge ham var det først, da Aqua slog igennem i halvfemserne, at popmusik blev behandlet som en seriøs musikgenre.

– Der var mange af de store drenge, der sidder og bestemmer over musikken, der mente, at pop var overfladisk. Det var også derfor, det tog så lang tid, før ABBA blev anerkendt. Popmusikere har bare altid været den sidste del af fødekæden, lyder det fra musikmageren.

Remee og partneren bryder med hinanden

I musikbranchen i næsten 30 år

Chief 1, hvis borgerlige navn er Lars Pedersen, har i snart 30 år været en del af den danske musikbranche, hvor han har produceret musik for blandt andre Michael Learns To Rock, Love Shop og Sanne Salomonsen.

Senest har han været med til at skrive den latinamerikanske stjerne Ricky Martins nye kæmpehit “Vente Pa’ Ca”.

Selv om succesen ikke er til at benægte, har det været en hård kamp at blive accepteret i branchen – også selv om de mennesker, der lytter og køber musikken, altid har været glade for det.

– Kunsten for mig er at lave popmusik, jeg kan stå inde for. Hvor det bliver lavet med hjertet. Det er det, jeg tror, at folk kan mærke, siger han.

Hitmageren mener dog, at popmusikken bliver respekteret og anset som en god forretning nu til dags, og han husker tydeligt den dag, han første gang oplevede dette:

– Da jeg så Rasmus Seebach på forsiden af musikmagasinet Gaffa, tænkte jeg bare “fedt, vi har vundet”. Jeg har altid haft det med popmusik, som der engang stod på en af Elvis’ plader: “50 Million People Can’t Be Wrong”.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu