De kongelige begræder terrorangreb i Barcelona

mandag d. 21. august 2017 kl: 13. 35 Af: Ritzau Fokus
SPAIN-ATTACK-BARCELONA, Kong Felipe
Efter torsdagens blodige angreb i Barcelona sender de europæiske kongehuse deres medfølelse til det spanske folk. Her ses den spanske kong Felipe. Foto: Josep LAGO/Scanpix.

Efter torsdagens blodige angreb i Barcelona sender de europæiske kongehuse deres medfølelse til det spanske folk.

De royale overhoveder i de europæiske lande reagerer med sorg og sympati, efter en varevogn dræbte flere på Barcelonas populære gågade, Las Ramblas.

– Det er dybt oprivende, når uskyldige mennesker bliver udsat for fare midt i deres normale hverdag. Vores tanker og bønner er med dem, der har mistet deres elskede, og dem, der kommer sig på hospitalet.

– Vær venlig at overbringe vores dybfølte sympati til alle, der er blevet påvirket af disse frastødende gerninger, skriver britiske dronning Elisabeth i en fælles meddelelse med sin mand, prins Philip, til det spanske folk og den spanske kongefamilie.

Dette parti vil afskaffe Kongehuset

Besøgte sårede på hospitalet

Spanske kong Felipe og dronning Letizia besøgte fredag flere af de sårede på hospitalet.

Forinden stod kong Felipe med folket på Placa de Catalunya i Barcelona i ét minuts stilhed til ære for de afdøde.

Da minuttet var gået, begyndte de tusindvis af fremmødte spontant at råbe “no tenim por” i kor, som på dansk betyder “vi er ikke bange”.

– De er mordere, blot kriminelle, og de vil ikke skræmme os. Hele Spanien er Barcelona. Las Ramblas vil blive allemandseje igen, erklærede det spanske kongehus i en meddelelse.

Dronning Margrethe har sendt kondolence

Både norske kong Harald og vores egen dronning Margrethe har ligeledes sendt kondolencer til det spanske kongehus og folk.

– Det var med gennemgribende sorg, jeg modtog nyheden om de rædselsfulde angreb. På vegne af min familie og det danske folk sender jeg vores dybfølte kondolencer, skrev dronning Margrethe til den spanske konge.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu