DVD-anmeldelse

søndag d. 25. marts 2007 kl: 0. 00 Af: Kendte.dk NY
 

31. august 1997: Prinsessen af Wales er netop død, og sorgen lægger sig som en tung dyne over Storbritannien. Folk strømmer til Dianas bopæl i London, der snart forvandles til et blomsterhav. Den kongelige familie opholder sig i Skotland, og folket venter, at monarken reagerer på Dianas tragiske død. Men fra Balmoral kommer der ingen reaktion – her er alt ”business as usual”. Befolkningen fatter ingenting, og premierminister Tony Blair må gå yderst varsomt til værks i forsøget på at få Dronningen til at indse, at hun er ved at begå sit livs værste fejl – vel vidende at hvis han fejler, kan det betyde enden på monarkiet.

Naturligvis kan ingen udenforstående med sikkerhed vide, præcis hvad der foregik bag kulisserne i ugen efter Prinsesse Dianas død, men instruktøren Stephen Frears kommer her med et godt bud på sandheden. Filmen er en fængslende skildring af samspillet mellem kongehuset og de folkevalgte, her repræsenteret ved premierminister Tony Blair. De er dybt uenige om, hvad der bør gøres, og faktisk har Dronningen svært ved at indse, at situationen overhovedet er noget, der kommer hende ved. I hendes univers er det Dianas egen familie, der skal tage sig af begravelsen, eftersom Prinsessen af Wales jo ikke længere hørte til den kongelige familie.

Basim på Facebook: -Min mor er død Guns 'n' Roses kommer til København til sommer

Frem for alt er denne fremragende film en skildring af privatmennesket bag Dronningen. Elizabeth har siddet på tronen i næsten 50 år, og pludselig må hun indse, at hun ikke længere forstår, hvad der rører sig i befolkningen. Hun er ikke opdraget til at vise følelser, men det er netop det, folket forventer af hende i denne krise. Hun presses fra alle sider til at gøre det rette, men hun ved ikke længere, hvad det er. Ligegyldigt hvad hun foretager sig, kommer hun tilsyneladende til at træde nogen over tæerne.

Dette er uden tvivl Helen Mirrens film. Hendes fremragende portræt af den plagede, tvivlende monark, der egentlig helst vil tage sig af sine moderløse børnebørn, bærer hele filmen. Glem bare alt om skuespil – hun ER Dronningen, i en sådan grad, at man som tilskuer ofte glemmer, at dette er en spillefilm. Det kunne være en dokumentar, så overbevisende er Mirren i rollen, og man køber som tilskuer hele pakken – hendes tvivl, hendes overvejelser, hendes utvivlsomme sorg og hendes irritation over, at ingen tilsyneladende forstår hende. Det hele er fremragende skildret, og man ender med at føle stor sympati med Dronningen – en sympati som nok ikke var til stede, da de virkelige begivenheder fandt sted.

Del din kommentar

Forsiden lige nu