Så du “Er du mors lille dreng”?

torsdag d. 18. maj 2017 kl: 20. 47 Af: Jørgen Rosengren

Gennem 20 år har danskerne fulgt Jørns opvækst. Torsdag blev foreløbig sidste kapitel fortalt.

Det er nok ikke mange danskere, der kan sige sig fri for ikke at have hørt eller brugt vendingen: Er du mors lille dreng?

Torsdag klokken 20 blev tredje kapitel i en, på forhånd, meget omtalt dokumentar sendt: Er du mors lille dreng – mors lille dreng på egne ben.

Historien om Jørn og tiden, hvor han skal sige farvel til sin plejefamilie. Og ikke mindst tiden efter.

Tv-bekendtskab startede i 1999

Første gang, danskerne stiftede bekendtskab med Jørn, var på TV 2 i 1999.

Her fandt Er du mors lille dreng ikke blot vej ind i danskernes hjerter, men også helt til Christiansborg, hvor daværende socialminister Karen Jespersen (S) ændrede loven, så kommunerne skulle gribe langt tidligere ind i sager om anbringelser af børn.

– Den (udsendelsen) bliver brugt til undervisning skoler, på gymnasier og seminarier, siger en ydmyg Lars Høj, der står bag alle tre udsendelser om Jørn Toft Jensen, til kendte.dk.

– Og så bliver der skrevet mange opgaver og eksamener om Er du mors lille dreng, fortsætter han.

Tilfældigt møde

Det hele startede, da Lars Høj var ansat på TV 2 Østjylland for 20 år siden. På en opgave løb han tilfældigvis ind i Jørns forældre, Anni og Bjarne.

– Jeg tænkte, her kan der godt være en god historie, siger Lars Høj.

Det var der. Flere gange. For 10 år siden lavede Lars Høj en opfølgning på første udgave af dokumentaren. Nu er tredje omgang netop blevet sendt.

– Det var Anni selv, der kontaktede mig. Det har hun nu gjort flere gange, hvis der er sket noget alvorligt, siger Lars Høj, der dog også fortæller, at de er mødtes jævnligt for at drikke kaffe.

– Og så ringer hun, hvis hun skal giftes, så kommer jeg og tager billeder, siger Lars Høj.

Jørns plejeforældre

Syd for Aarhus bor Jørns tidligere plejeforældre, Lissi og Uffe.

– Jeg har det lidt ambivalent med, at det hele nu trækkes frem igen, siger Lissi Bach til kendte.dk

Der er dog en helt klar grund til, at hun gerne stiller op.

– Det er synd, vi skal derud for at blive hørt, men rart, at der nogen, der vil det på en ordentlig måde og vil sætte fokus på de udfordringer, anbragte børn har, siger hun.

Plejemor er frustreret

Lissi Bach er frustreret over, at det hele er endt, hvor det er endt.

– Når tingene var beskrevet, så er det frustrerende, at det er det, der skal til (den ny dokumentar. Red), før der bliver handlet. Og kommunen har sagt, at den gør det, fordi der er fokus på den her sag, siger Lissi Bach, der dog ikke som sådan har noget udstående med Aarhus Kommune, der er den kommune, der stod for anbringelsen af Jørn.

Hun er også undrende over for, at overgangen fra at bo hos en plejefamilie til pludselig at skulle stå på egne ben, ikke bliver taget ordentligt hånd om.

– Der er mange gode sagsbehandlere, der har beskrevet det, men det hele falder til jorden, siger Lissi Bach, der altså ikke vil pege fingre, men i stedet opfordre til simpelthen at gøre det bedre.

At Jørn i perioder ender på gaden, hashrygende og med gæld til bander, vil hun ikke klandre andre for.

Dicte-skuespiller får hovedrolle i nyt krimidrama

– Jeg vil på ingen måder slå nogen i hovedet, som hun udtrykker det.

Har I nogen skyld i det?

– Det er klart, at vi mange gange har spurgt os selv, om vi kunne have gjort noget anderledes. Men Jørn har haft en god barndom og vi har brugt den faglighed og de redskaber, vi havde til rådighed. Men vi tænker da også på, om vi skulle have råbt op noget før. Eller råbt højere, siger Lissi Bach.

– Der bliver begået mange kommunale omsorgssvigt i Danmark. Svigt, der er meget værre end dem, forældrene laver. Værre fordi vi som samfund ved, at børnene får tidlige skader, hvis der ikke gribes ind i tide, men vi handler ikke, sagde Lilli Bach i 2008.

Stort hashmisbrug

I torsdagens udgave af Er du mors lille dreng – Mors lille dreng på egne ben, følger vi nu Jørn, der i mellemtiden er blevet 19 år gammel.

Her er vi med, når han skal flytte fra plejeforældrene Lissi og Uffe.

Jørn, der lider af både autisme og ADHD, følges af filmholdet på gaden i Aarhus og i sin kamp mod bander, han skylder penge for sit store hashmisbrug.

– Det er ren selvmedicinering, han vil ikke tage piller, fortæller Lars Høj.

Anbragt på institution

Han bliver anbragt på en institution, som desværre ikke viser sig at være det rigtige sted for en med Jørns handicaps.

– Når man bliver 18, så bestemmer man jo selv, siger Lars Høj, der på den måde gør klart, at det kan være svært at styre og bestemme over en officiel myndig person.

Det er ikke alle journalister beskåret at få lov til at forfølge samme historie i næsten 20 år.

Kan man undgå at blive følelsesmæssigt påvirket?

– Det er klart, jeg har følelser. Det havde jeg også for 20 år siden, men så er det, det bliver nødvendigt at være professionel, siger Lars Høj.

Hårdt arbejde

Lissi og familien har stadig næsten dagligt kontakt med Jørn, der nu bor på et socialpædagogisk opholdssted på Sjælland. Det glæder Lissi Bach.

– En person som Jørn kræver tid og ressourcer. Det er hårdt arbejde at få lagt skinnerne ud. Og få ham til at gå på dem, siger Lissi Bach.

Jørns lillebror Mads, der også ses i Er du mors lille dreng, bor stadig hos Lissi og Uffe.

– Og han trives og har det godt, siger Lissi Bach.

Skal I have flere plejebørn?

– Vi er ikke helt afklarede, men det vil vi overhovedet ikke afvise, siger Lissi Bach.

Med i næsten 20 år

Lars Høj og hans filmhold var med helt fra Jørns fødsel, og det er næppe en hemmelighed, at den efterfølgende tid viste, at Anni og Bjarne havde store problemer med forældrerollen. Det fremgik tydeligt i Er du mors lille dreng.

Heller ikke et besøg på hjemmet Bethesda, hvor man forsøgte at lære Anni og Bjarne mere om at være forældre, lykkedes.

Der skulle gå fire måneder, inden Jørn blev fjernet fra sine forældre og anbragt i en plejefamilie. På det tidspunkt havde han allerede taget ubodelig skade.

Filmen følger herefter Jørns tid hos plejeforældrene Lissi og Uffe. 10 år efter vender filmholdet tilbage til Jørn og plejefamilien, hvor han nu har fået følgeskab af sin lillebror Mads.

Kommune vil ikke medvirke

Aarhus Kommune har, ligesom i de to første udsendelser, valgt ikke at medvirke i torsdagens afsnit.

Der er i dag ingen kontakt til Jørns far, Bjarne.

Torsdag blev sidste kapitel i historien om Jørn så skrevet. I denne omgang.

Fik du ikke set Er du mors lille dreng, kan du se den på TV2 Play.

Del din kommentar

Forsiden lige nu