Guns ‘n’ Roses kommer til København til sommer

mandag d. 5. december 2016 kl: 12. 25 Af: Ritzau Fokus
Axl Rose med Guns N Roses i Aalborg
Arkivfoto: Scanpix.

Rockbandet Guns N' Roses spiller i Telia Parken 27. juni næste år. Billetsalget begynder fredag.

Mange rockfans, der var unge i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, har formentlig stadig en cd eller to med Guns N’ Roses stående i reolen et sted.

Koncert med kultband gik amok: Fans anholdt

Til sommer får de mulighed for at se og høre rocklegenderne i levende live, når de giver koncert i Telia Parken i København 27. juni.

Koncertarrangøren Live Nation fortæller i en pressemeddelelse, at Guns N’ Roses har lagt yderligere 30 stop ind på deres “Not in a Lifetime”-turne.

Og København er en af 18 europæiske byer, der bliver beæret med en mellemlanding på turneen.

Ifølge pressemeddelelsen bliver det med store dele af den originale besætning på scenen.

Således stiller bandet med både forsanger Axl Rose, guitaristen Slash, bassisten Duff McKagan og Dizzy Reed på keyboard.

Debuterede i 1987

Guns N’ Roses debuterede med et brag i 1987 med albummet “Appetite for Destruction”, der solgte omkring 30 millioner eksemplarer verden over.

Den succes blev fulgt op nogle år senere med “Use Your Illusion-pladerne, men efter coveralbummet “The Spaghetti Incident” blev der stille om orkestret, samtidig med at flere medlemmer faldt fra til fordel for andre projekter.

Senest har frontmand Axl Rose blandt andet været vikar for AC/DC, hvor forsanger Brian Johnson måtte melde fra til 22 koncerter i år på grund af problemer med hørelsen.

Billetsalget til koncerten i Parken begynder på fredag. Prisen for at være med ligger mellem 510 og 950 kroner inklusive gebyr.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu