Joey Moe: -Familielivet har været en gave for min musik

lørdag d. 12. august 2017 kl: 9. 59 Af: Ritzau Fokus
Smukfest. Diverse koncerter
Joey Moe er fyldt 32, blevet far og har fundet sin følsomme side frem i musikken. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix

Sangeren Joey Moe er fyldt 32, blevet far og har fundet sin følsomme side frem i musikken.

Han var 17 år, da han blev opdaget af Nik & Jay, der på daværende tidspunkt havde taget hul på det eventyr, der skulle gøre dem til nogle af Danmarks største hitmagere.

Joey Moe var et ubeskrevet blad, ikke helt bevidst om sit eget talent, men klar til at give drømmen et skud.

– Jeg kom der jo og troede, jeg vidste en hel masse, fordi jeg havde set MTV, siger han og griner.

– Dengang var jeg jo nok ret naiv. Jeg troede, jeg skulle overtage verdensherredømmet, siger Joey Moe.

Verdensherredømmet er det ikke blevet til – ikke endnu, i hvert fald.

Hårdt arbejde

Men ved hjælp af hårdt arbejde kan sangeren kigge tilbage på mere end ti år i branchen og et hav af hits som “Million” og “Dobbeltslag”, der har givet ham stribevis af både guld- og platincertificeringer.

Fredag udkom han med sit syvende album, “Klarsyn”. Det er det første album, siden han blev far. De søvnløse nætter i studiet er skiftet ud med søvnløse nætter derhjemme med sønnen Elion Phelix på armen.

Men sangeren kalder familielivet for en gave for hans musik.

– Der er knap så meget tid til Fifa og til at gå i byen, men til gengæld er jeg begyndt at spille klaver og guitar, siger han.

At gribe instrumenterne for første gang i karrieren har givet ham et nyt udgangspunkt i musikken.

Joey Moe kæmpede for at finde sin indre rebel

– Jeg synes, jeg er kommet langt mere ind under huden på min egen musik. Jeg synes, jeg har fundet en formel, hvor jeg kan løfte mig selv, siger Joey Moe.

Fire singler har han allerede udgivet fra det nye album. De er blevet streamet knap 20 millioner gange tilsammen på Spotify.

Især “Smukkest på en søndag”, hvor han synger om, hvordan han synes, hans kæreste er allermest dejlig med rodet hår og hans t-shirt på, har taget danskerne med storm.

– Det er nok det største hit, jeg nogensinde har lavet, siger Joey Moe om sangen, som han indspillede på bare 15 minutter.

– Det er både sindssygt frustrerende og overdrevet magisk, for jeg har opdaget, at de ting, der rammer allermest hos folk, er dem, hvor jeg bare har taget en malerpensel og kastet med farven. Det er det samme med “Million”, som jeg skrev i en tourbus på vej til Jylland, fortæller han om hittet, der er blevet streamet mere end 11 millioner gange.

Er der en ting, han har lært af sine mange år i branchen, er det, at selvom folk gerne vil putte ham i en genremæssig kasse, så trives han bedst, når han både får lov at vise den festlige og den følsomme side af sig selv i musikken.

– Jeg synes, jeg er ved at etablere mig et rigtig fint sted. Jeg kan stille mig på scenen og rappe og gøre det troværdigt, men jeg kan også tage pænt tøj på og synge en sang i falset. Folk fester til min musik, og de græder til den, siger han.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu