Kan ikke vente med at komme i haven

Tv- og underholdningsvært Signe Lindkvist har været i underholdningsbranchen, siden hun var 16 år. Og her er hun godt tilpas

Udgivet Opdateret

Signe Lindkvist

Signe Lindkvist fylder 50 år den 30. april og er kendt for sit arbejde med børne- og ungdomsprogrammer samt podcasten 'Sitter'.

Hun har været kanalredaktør på DR's Ramasjang og cirkusdirektør i Cirkus Summarum, og sidder nu i bestyrelsen hos Danske Hospitalsklovne.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Mange kender hende måske fra børne- og ungdomsprogrammer i 90'erne og 00'erne eller fra podcasten "Sitter", som hun har med skuespiller Iben Hjejle.

Signe Lindkvist, der fylder 50 år den 30. april, har haft og har mange hatte på.

Hendes arbejde er med egne ord et stort sammensurium af faste opgaver og opgaver, som udvikler sig vildt og voldsomt.

I mange år holdt hun sig til at lave fjernsyn og store shows, men nu er paletten blevet bredere.

Ikke bange for at lave fejl

- Jeg laver også underholdning og store shows til kulturhuse og private virksomheder i dag, siger hun.

- Der er en større risikovillighed og plads til større armbevægelser, hvor man ikke er så bange for at lave fejl. Set fra min vinkel er det et meget sjovere sted at arbejde.

Signe Lindkvist er ud over at være mor til den voksne datter, Karla My, som hun har fra et tidligere forhold, også en form for mor til DR's Ramasjang og børnecirkusset Cirkus Summarum.

Stolt af Ramasjang

- Der er ingen tvivl om, at jeg er stolt af at have født det, siger Signe Lindkvist, der tidligere har været kanalredaktør på Ramasjang.

- Mest af alt er jeg bare stolt af, at jeg teoretisk har levet af at kunne lave det her, siden jeg var 16 år.

Jobbet som cirkusdirektør i Cirkus Summarum er også givet videre, men sidste år fik hun dog lidt af cirkuslivet tilbage.

Signe Lindkvist danner par med Mads Ulrick Holmstrup. Den 30. april fylder hun 50 år. (Arkivfoto).

Klovn

Hun trådte nemlig ind i bestyrelsen hos Danske Hospitalsklovne.

I sit frivillige arbejde har hun været på gulvet som cirkusprinsesse sammen med hospitalsklovne på Herlev Hospital i et klovneløb.

Signe Lindkvist har også været redaktionschef på TV 2's musikprogram "Toppen af poppen", hvor hun fik muligheden for at lave en smule om på konceptet.

Havemenneske

Hun kalder sig selv for et havemenneske. Lige nu bruger hun meget tid i sin have. Hun gør faktisk sit arbejde hurtigere, så hun kan komme hurtigere ud i haven, siger hun.

Signe Lindkvist danner par med tidligere direktør Mads Ulrick Holmstrup, som hun har været sammen med i flere år.

Powered by Labrador CMS