Kronprins Frederik genopstiller til IOC

mandag d. 19. juni 2017 kl: 11. 38 Af: Ritzau Fokus
Kronprins Frederik genopstiller til IOC
Kronprins Frederik genopstiller til IOC. Foto: Martin Sylvest/Scanpix.

På et pressemøde mandag har Kronprins Frederik meddelt, at han agter at fortsætte i IOC.

Kronprins Frederik genopstiller til IOC.

Kendt komiker død med familien ved sin side

Det har kronprinsen meddelt mandag på et pressemøde.

Dermed er han klar til en ny otteårig periode for Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Kronprinsen er i forvejen en del af IOC, hvor han har siddet siden 2009.

Yderligere otte år

Skulle han blive genvalgt, får han altså yderligere otte år i IOC, og han mener, at han har meget at bidrage med.

– Jeg har min erfaring fra de første otte år. Det handler også meget om det netværk, jeg har nu med folk fra alle dele af sportens verden – men også uden for sportens verden, siger kronprinsen.

– Det har givet mig rigtig god erfaring med, hvordan man opererer og arbejder internationalt. Vi skal sørge for, at de olympiske lege fortsætter så klare og så stærke som overhovedet muligt. Og det kommer ikke sejlende af sig selv.

Glæde hos DIF

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) er man glad for, at kronprinsen ønsker at fortsætte det olympiske arbejde i endnu en periode.

– Vi synes, han gør meget for dansk idræt. Det er vi glade for, siger DIF-direktør Morten Mølholm.

Og hvad er det så, kronprinsen kan bidrage med for dansk idræt?

– Det, der især har værdi for DIF, er, at han er med til at åbne døre for os. Der har han et navn og et netværk, der gør, at vi har nemmere ved at få møder og få vores indflydelse gjort gældende internationalt.

– Og vi har nemmere ved at få fat i IOC’s top. Det kan jeg jo ikke bevise, men jeg må bare konstatere, at det har vi forholdsvis nemt ved, siger Morten Mølholm.

Udmeldingen, som blev givet under et pressemøde omkring en donation til Team Danmark, er ikke overraskende.

Danmarks royale islæt i IOC tilkendegav allerede for et års tid siden over for Berlingske, at han var motiveret for at fortsætte sit arbejde i IOC.

Han overtog pladsen i IOC fra Kai Holm, men Kronprins Frederiks arbejde i den magtfulde sportspolitiske organisation har ikke kun fået rosende ord med på vejen.

En del kritikere har svært ved at forstå, hvordan han kan bibeholde sin status som neutral, som alle i det danske kongehus skal indtage, når han sidder i IOC.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu