Prins Henrik åbner sin egen udstilling

tirsdag d. 10. januar 2017 kl: 8. 46 Af: Elo Christoffersen

Prins Henrik har hele sit liv samlet på asiatisk jadekunst og samlingen udgør i dag en af verdens største. Dele af denne samling udstilles nu for første gang.

For første gang udstiller prins Henrik dele af sin samling af asiatisk jadekunst.

Det sker på Koldinghus i Kolding.

Jadesten, der i Asien har fået det poetiske tilnavn Himmelsten, er på grund af sin skønhed, farve og tekstur gennem årtusinder blevet brugt til udskårne figurer, kejserlige brugsgenstande, gaver til de døde, beskyttende talismaner og smykker.

Sportsstjerne fundet død: Undersøgelser kan vare månedsvis

Jade har ikke i samme omfang været brugt i Danmark.

Enestående indblik

Derfor vil udstillingen give den besøgende et enestående blik ind i et kunsthåndværk, der ikke alene er fremmed for vores kultur, men som strækker sig flere tusinde år tilbage i tiden.

– Prins Henriks eminente samling af jadefigurer udgør en enestående platform til formidling af materialet jade, der er en forholdsvis ukendt ædelsten for langt de fleste i den vestlige verden.

– Et ukendskab, der står i skarp kontrast til Asiens tusindårige historie og kultur, hvor jadekunst har været en integreret del af livet.

– Den forestående særudstilling på Koldinghus skal være med til at udbrede kendskabet til jadekunsten og samtidig portrættere en entusiastisk og passioneret samler, siger museumsdirektør Thomas C. Thulstrup i en pressemeddelelse.

Prins Henrik fortæller i kortfilm

Prins Henrik vil i små kortfilm selv introducere de besøgende til udstillingens seks forskellige temaer:

Farve, form, brug, religiøse genstande, fabeldyr og historiske stilarter.

I filmene vil prinsen fortælle nogle af de historier og erindringer, der knytter sig til udvalgte genstande.

Fortæller om baggrunden for sin passion

O prinsen vil fortælle om baggrunden for sin store passion for jadekunst.

– Det er en glæde at få lov til at dele min fascination af orientalsk jadekunst med publikum, der besøger udstillingen på Koldinghus.

– Samlingen er blevet til igennem mange år, og jeg ser frem til at se den i nye rammer på Museet på Koldinghus.

– Ikke bare er der mange minder og gode oplevelser knyttet til hver enkelt genstand, men jeg er også dybt fascineret af materialets historiske symbolværdi, dets karakter, formerne og ikke mindst de vidunderlige farver og strukturer som jadestenen kan indeholde, udtaler prins Henrik.

Udstillingen kan ses på Koldinghus i Kolding fra 22. januar – 27. august.

Del din kommentar

Forsiden lige nu