Prins Joachim skal køre stærkt igen

fredag d. 19. maj 2017 kl: 10. 27 Af: Elo Christoffersen

Prins Joachim og Cortina Racing stiller igen op til start ved Classic Race Aarhus.

Prins Joachim er nærmest på sin hjemmebane, når han igen stiller op i Aarhus til årets udgave af Classic Race Aarhus for foden af Marselisborg Slot.

Prins Joachim deltog i Nordic Tank Challenge

– Det er glædeligt, at prins Joachim har valgt at køre med under årets racefestival. Vi kender ham jo som en dygtig og meget passioneret racerkører, der giver alt hvad han har i sig når startskuddet lyder. Så vi er meget glade for at han og hele Cortina Racing er med igen, siger direktør ved Classic Race Aarhus, Mike Legarth, på løbets hjemmeside.

Prinsen glæder sig

Prins Joachim har med sin Ford Lotus Cortina tidligere vundet i 65´klassen, som består af biler fra før 1965. Og han ser frem sig til at være tilbage i Aarhus:

– Jeg glæder mig til Classic Race Aarhus, som jeg jo efterhånden kender rigtig godt. Hele holdet bag Cortina Racing elsker at komme her og være med til flere dages godt og spændende race. Aarhus kan virkelig være stolt af at have en racefestival af international karakter som Classic Race Aarhus. Jeg ser frem til nogle gode løb foran de mange tusinde tilskuere her i kulturåret, fortæller prins Joachim.

Sidste år blev prinsen udnævnt til ambassadør for Classic Race Aarhus og er således med til at udbrede kendskabet om racefestivalen, ikke bare i Danmark men også i udlandet.

Classic Race Aarhus køres fra den 19.-21. maj.

Del din kommentar

Forsiden lige nu