Prinsesse Benediktes datter skal skilles

torsdag d. 18. maj 2017 kl: 15. 32 Af: Ritzau Fokus

Prinsesse Alexandra og grev Jefferson går fra hinanden. Det er den anden skilsmisse i den danske kongefamilie.

Prinsesse Benedikte oplyser i en pressemeddelelse, at hendes ældste datter prinsesse Alexandra og grev Jefferson skal skilles efter 18 års ægteskab.

Royale skilsmisser: Her brast kærligheden

Skilsmissen er den anden i den danske kongefamilie.

Den første var mellem prins Joachim og daværende prinsesse Alexandra, som i dag er grevinde. De blev separeret i 2004 og skilt i 2005.

– Det er en utrolig svær beslutning. Vi har kendt hinanden i 30 år, men er kommet til et punkt, hvor vi må erkende, at vi er vokset fra hinanden, udtaler prinsesse Alexandra i pressemeddelelsen fra kongehuset.

– Vi afslutter ægteskabet, men forbliver sammen i forældreskabet.

– Hele familien, men naturligvis mest børnene, er – nu også efter min fars død – i en meget sårbar situation, og vi beder derfor om ro og respekt omkring den proces, vi skal igennem, lyder det videre.

Prinsesse Alexandras far, prins Richard, døde i marts i år.

Gift i Gråsten

Parret, som lærte hinanden at kende på kostskole i Nordtyskland, blev gift i 1998 i Gråsten Slotskirke.

Der var 320 gæster til den kirkelige højtidelighed, som ud over hele den danske kongefamilie omfattede Norges kongepar, dronning Sophia af Spanien og hertugparret fra Luxembourg.

Efter højtideligheden i kirken kørte de nygifte en kort tur i Gråstens gader i en åben Buick.

Parret blev tiljublet af flere tusinde sønderjyder, der især havde taget opstilling langs byens hovedgade.

Jefferson og Alexandra er henholdsvis 49 og 46 år og har børnene Friedrich på 17 år og Ingrid på 13 år, der begge er født på Rigshospitalet i København.

Familien har boet i London og Paris, men har de seneste tre år boet i Tyskland.

Parret har endnu ikke truffet nogen endelig beslutning om, hvor de i fremtiden skal bo. Men sikkert er det dog, at børnene fortsætter på deres skole i Slesvig-Holsten.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu