Se traileren til næste års latterbrøl

fredag d. 30. september 2016 kl: 17. 57 Af: Elo Christoffersen
allefortre_kopi
Rasmus Bjerg, Mick Øgendahl og Jonatan Spang er tilbage som de tre småforbrydere Timo, Ralf og Nikolai. Foto: Nordisk Film.

Nedtællingen er i gang, og fra i dag kan fans over hele landet få det allerførste kig på næste års store danske latterbrøl i biografen, når traileren til "Alle for tre" lander online og i biografer over hele landet.

Den 2. februar 2017 – om præcis fire måneder og tre dage – er der biografpremiere på den længe ventede tredje film i den populære komedierække om Timo, Ralf og Nikolai – “Alle for tre”. Mere end to millioner danskere har grinet sig igennem de to første film, og nu kan fans og publikum endelig få et glimt af løjerne i den nye film. Traileren har nemlig i dag premiere online og i landets biografer.

Det største, vildeste og vigtigste kup

“Alle for tre” byder velkommen tilbage til Rasmus Bjerg, Mick Øgendahl og Jonatan Spang som de tre småforbrydere Timo, Ralf og Nikolai. Men ikke alt er, som det plejer.

Dansk film udtaget til prestigefyldt filmfestival

Da Ralf i sidste øjeblik forpurrer Timos ellers udmærket udførte solarie-og-kobberkogle-kup, og Arno uventet stempler ud, må brødrene ile til Italien for at få fingre i Arnos antikke veteranmotorcykel. Arnos ukendte arving har dog sin egen agenda, så for at holde sammen på familien må Timo og Ralf infiltrere en chinchillafarm, snøre en gal pelsmillionær, sniffe rå oliven, lokke Nikolai tilbage i folden og lære at samarbejde med deres nyfundne søster for at lave deres største, vildeste og vigtigste kup til dato.

Sonja Richter som søster

I rollen som Kim er det lykkedes Fridthjof Film at sikre sig Sonja Richter. Kurt Ravn er tilbage som Arno, og i andre roller medvirker bl.a. Zlatko Buric, Kirsten Lehfeldt og Rikke Louise Andersson.

Som de to første film er “Alle for tre” instrueret af Rasmus Heide, som med 1,4 mio. solgte biografbilletter til sine første fire film er blandt de bedst sælgende danske instruktører nogensinde. Rasmus Heide har skrevet manuskriptet sammen med Jacob Tingleff efter en historie af Mick Øgendahl og ham selv. Anders August har været manuskriptkonsulent, og filmen er produceret af Fridthjof Film ved Ronnie Fridthjof og Mille Bjørke.

“Alle for tre” har premiere i landets biografer 2. februar 2017.

Se traileren til filmen nedenunder…

Del din kommentar

Forsiden lige nu