Skuespiller skærer sin egen penis af

tirsdag d. 18. november 2014 kl: 7. 39 Af: Ritzau Fokus
 
Den russiske skuespiller Evgeniv Sapaev brugte en skarp kniv til at opfylde sit højeste ønske om at blive kvinde.

Den russiske skuespiller Evgeniv Sapaev brugte en skarp kniv til at opfylde sit højeste ønske om at blive kvinde. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO

Drømmen om at blive kvinde er så brændende et ønske for den russiske skuespiller Evgeniv Sapaev, at han simpelthen skar sin egen penis af.

Nogle farver deres hår, mens andre ændrer tøjstil for at lave om på deres udseende. Men den russiske skuespiller Evgeniv Sapaev tager langt mere drastiske midler i brug.

Han valgte så at sige at tage sagen i egen hånd. Sapaevs højeste ønske er at blive kvinde, og derfor skar han sin egen penis af i et sidste desperat forsøg på at realisere sin drøm om at blive kvinde. Men afskæringen gik som forventet helt galt. Det skriver den britiske avis The Mirror.

Hans nabo, Arkhip Tikhonov, ringede straks til sygehuset, da han fandt sin kendisnabo blødende foran sit dørtrin.

– Han lignende et spøgelse. Han havde mistet så meget blod, at hans ansigt var ligblegt, og han havde blod ud over det hele, beretter naboen og fortæller videre:

– Først troede jeg, at han var ved at forberede en ny rolle eller et teaterstykke. Men da han kollapsede foran døren, så jeg, at han holdt sin penis i hånden. Og så opdagede jeg, at det her var alvor og tilkaldte en ambulance, siger Tikhonov ifølge The Mirror.

Den russiske skuespiller blev straks indlagt på et hospital i hjembyen Gorokhovets. Her fik lægerne standset den voldsomme blødning, men de kunne ikke redde den afhuggede kønsdel.

Selv er Evgeniv Sapaev kommet sig efter afskæringen, som han flere gange tidligere har forsøgt at realisere.

– Lige siden barndommen har jeg følt mig som en kvinde. Fire gange før har jeg forsøgt at udføre operationen på mig selv, men har altid mistet modet. Men denne gang var jeg fast besluttet og efter at have indtaget en masse smertestillende piller, skar jeg den af med en skarp kniv, siger den 38-årige skuespiller ifølge avisen.

Ifølge en talsmand fra det russiske hospital var Sapaevs ønske lige ved at koste ham livet.

– Da han blev indlagt, havde han mistet en masse blod, så han var meget heldig, at han ikke døde af det, siger en repræsentant for hospitalet ifølge The Mirror.

Evgeniv Sapaev er kendt i den russiske offentlighed for blandt andet sin rolle i blockbusteren “Burnt by the Sun 2.”

Newspaq

Del din kommentar

Forsiden lige nu