-Jeg kender ikke den side af mig selv

Martin Brygmann flyder op som en korkprop. Når man har det sådan, skal man kaste redningskransen ud til andre, lyder det fra den kendte entertainer

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF DENNE ARTIKEL

Martin Brygmann deltager i konkurrencen 'Lol: Den der ler sidst', der kan ses på Prime Video fra 29. december. Ti danske entertainere konkurrerer om at få hinanden til at grine, men selv undgå at smile.

Vinderen af konkurrencen får en pengepræmie, der doneres til en velgørenhedsorganisation. Brygmann er usikker på, hvordan han vil reagere i konkurrencen, og spekulerer på, om han vil blive den første til at blive elimineret eller vinde.

Sofie Linde er vært og dommer i programmet, og vil holde øje med deltagerne. Deltagerne kan ikke vinde ved blot at holde et stenansigt, de skal også forsøge at få de andre til at grine.

Martin Brygmann er kendt for sit arbejde inden for komedie, musik og skuespil. Han fik sit store gennembrud i 90'erne som en del af satireensemblet Lex & Klatten, og har siden været vært på flere tv-programmer.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En lille Martin Brygmann sad inde i kirken bænket omkring grådkvalte ansigter i sorg. Der var dødstille.

Martin Brygmann spejdede over på sin to år ældre storebror, Jens, som kiggede tilbage. Og med et blik var de ved at knække sammen.

Af grin. Der midt i kirken.

- Det var forfærdeligt. Det var det værste, vi kunne gøre. Men heldigvis holdt vi det inde, genfortæller Martin Brygmann

- Sekundet efter, da vi stod ude ved kisten, brød vi sammen - af gråd - jeg holdt jo meget af min mormor og syntes, det var vildt sørgeligt. Nogle gange er latter en reaktion på, at man er nervøs. Og så kan latter også være allersjovest, når man ikke må.

Ti danske entertainere dyster

Sidstnævnte er også konceptet i konkurrencen "Lol: Den der ler sidst", som kan ses i en dansk version på streamingtjenesten Prime Video fra 29. december.

I programmet dyster ti danske entertainere - heriblandt Søs Egelind, Nikolaj Stokholm og Rasmus Botoft foruden Martin Brygmann - mod hinanden om at holde masken.

De skal forsøge at få hinanden til at grine, men selv undgå at trække på smilebåndet.

Den, der ler sidst, vinder en pose penge til en velgørenhedsorganisation.

- Jeg synes, det er sjovt, fordi jeg kender ikke den side af mig selv. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at reagere derinde, siger Martin Brygmann.

- Jeg tror på en måde, at jeg ryger ud som den første. Og på den anden side tror jeg, at jeg vinder det, funderer den 60-årige multikunstner.

Sofie Linde er vært

Programmets vært, Sofie Linde, er også dommeren, der skal holde øje med mundvigene.

Men man kan ikke køre sejren hjem ved at gå rundt med et stenansigt.

Er man for passiv, får man en advarsel for nøl. For mens man skal forsøge at skjule sit eget smil, skal man forsøge at fremtvinge andres.

- Jeg har tænkt over, om jeg skulle tænke på noget virkelig trist - om der skulle ske mine børn noget. Men det kan man heller ikke gå rundt med i seks timer - det er jo også dårligt tv - så man skal turde noget, konstaterer Martin Brygmann.

- Jeg skal træde ud på noget is, som jeg ikke ved, hvor tyk er. Jeg skal vove mig ud på de tynde isflager for at få dig andre at grine - så er det også farligt for mig selv.

Martin Brygmann har været en del af den danske underholdningsbranche siden begyndelsen af 90'erne, hvor han fik sit store gennembrud i satireensemblet Lex & Klatten side om side med Hella Joof, Peter Frödin og Paprika Steen. (Arkivfoto).

Et meget glad menneske

Den danske entertainer og pianist Victor Borge sagde engang, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker, og det tilslutter Martin Brygmann sig.

- Jeg er et meget glad menneske. Jeg er meget sjældent trist og deprimeret. Hvis jeg bliver deprimeret - for det bliver jeg også, sådan rigtigt ked af det - så går der ikke særligt lang tid, så flyder korkproppen op, og så ligger jeg i overfladen igen, fortæller Martin Brygmann.

- Jeg har sådan en naturlig glæde i min krop, som jeg er rigtig glad for. Jeg har det hele tiden med mig. Når jeg er mig selv og er alene for eksempel, så hygger jeg mig rigtig meget med humor. Jeg går og klukker af ting, som er påfaldende.

Adspurgt, om det ikke er privilegeret at have det sådan, udbryder han:

- Meget! Er du sindssyg, jeg sætter pris på det hver dag! For det er jo virkelig ikke alle folk, der har det sådan, det ved jeg, siger Martin Brygmann.

- Jeg har lyst til at dele ud af det til alle mulige, der er triste, og det gør jeg også ved at skabe lidt glæde rundt omkring.

GEnnembrud i 90'erne

Martin Brygmann fik sit store gennembrud i begyndelsen af 90'erne som en del af satireensemblet Lex & Klatten med Hella Joof, Peter Frödin og Paprika Steen.

Comedykvartetten blev siden til en trio under navnet Det Brune Punktum.

De lavede flere satireshows og lagde æteren ned med hits som "Jeg vil i seng med de fleste", "Kom lad os gå" og "Vi skal ud i det blå".

Farverigt repertoire

Martin Brygmann har også lavet sin eget onemanshow, "De fleste ulykker sker med lemmet".

Han har lavet skuespil, musicals, musik og satire og været vært på en lang række programmer. Blandt andet det musikalske TV 2 Charlie-talkshow "En trekant, en sang", der indbragte ham Tvprisen som årets underholdningsvært i 2020.

Og det er bare et udpluk af hans farverige repertoire.

-Jeg er meget følsom

Det kan godt blive forventet af Martin Brygmann, at han er den, der skal sørge for den gode stemning. Men den opgave påtager han sig gerne med et smil.

- Jeg er meget følsom. Når jeg kommer ind i et rum - det her rum for eksempel - vil jeg gerne, at vi alle har det godt, siger han og fortsætter:

- Nogle gange kan det også være lidt besværligt altid at skulle tage et helt rum på sine skuldre. Men jeg føler en forpligtelse over for alle rum, jeg kommer ind i, at stemningen skal løfte sig, og vi skal have det godt sammen. Og det er jo faren i det her program - jeg skal få folk til at smile. Men jeg må ikke selv gøre det.

"Lol: Den der ler sidst" kan ses på streamingtjenesten Prime Video fra 29. december.



Powered by Labrador CMS