Wozniacki maner karrierestop til jorden

tirsdag d. 25. oktober 2016 kl: 19. 45 Af: Elo Christoffersen

Piotr Wozniacki talte over sig, da han indikerede karrierestop, fortæller fodskadede Caroline Wozniacki.

Den formstærke danske tennisstjerne Caroline Wozniacki er også en del af kvindernes tour i 2017.

Op til US Open i sensommeren indikerede hendes far og træner, Piotr Wozniacki, ellers et snarligt karrierestop, og i de efterfølgende dage gav Caroline Wozniacki ikke selv klare svar på spørgsmålene herom.

Det gør hun nu.

Wozniackis eks er blevet gift

– Min far snakker så meget, og nogle gange efter kampene kan han godt finde på at sige nogle ting, hvor man tænker, at det passer ikke.

– Jeg er her og spiller også næste år, så der er ingen stress, siger Caroline Wozniacki til DR.

Fremragende afslutning på 2016

Danskeren har haft en fremragende afslutning på 2016-sæsonen. Hun nåede semifinalen i US Open og strøg helt til tops ved WTA-turneringerne i Tokyo og Hongkong.

I denne periode er hun avanceret fra nummer 74 til 16 på verdensranglisten.

Caroline Wozniacki skadet igen

Sygdom og skader har sat en stopper for yderligere fremgang i 2016. I sidste uge måtte hun opgive at stille til start i sin kvartfinale i Luxembourg på grund af sygdom.

Mandag måtte hun så melde afbud til næste uges WTA Elite Trophy i Zhuhai i Kina grundet en fodskade.

– Det er en skade, der er kommet lidt over tid i Asien. Det gjorde mere og mere ondt, jo mere jeg spillede. Det er under foden.

– Nu skal foden bare have ro og noget fysioterapi, siger Wozniacki til Ekstra Bladet.

Dermed skal danskeren ikke i aktion før januar, når 2017-sæsonen begynder.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu