Actionhelt fylder 50

Han brød igennem i filmen "The Hurt Locker" om USA's krig i Irak. Men Jeremy Renner har også spillet med i en række actionfilm. Den 7. januar fylder han 50 år.

Den amerikanske skuespiller Jeremy Renner ved den 70. Cannes Film Festival i 2017. Torsdag den 7. januar fylder Renner 50. – Foto: REUTERS/Eric Gaillard/Reuters.
Offentliggjort Sidst opdateret

Han gjorde stærkt indtryk i Kathryn Bigelows filmdrama fra 2008, “The Hurt Locker”, i rollen som den koldblodige amerikanske bomberydder, der bliver næsten afhængig af sit dødsensfarlige job på mission i Irak.

Det var da også filmen om Irak-krigen, der gav skuespilleren, filmproducenten og musikeren Jeremy Renner det brede gennembrud.

Artiklen fortsætter under videoen

Han blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle og er desuden blevet nomineret til et hav af andre filmpriser.

Renner, som den 7. januar fylder 50, voksede op i Modesto i Californien som den ældste af fem søskende. Faren drev et bowlingcenter, og forældrene blev skilt, da Jeremy var 10.

Han indledte karrieren med at spille kriminel under træningsøvelser på Modestos politiskole, og herfra flyttede han først i 1990’erne til Los Angeles.

Kunne håndtere sine følelser

Skuespillet blev en måde, hvorpå han kunne håndtere sine følelser, fortalte Renner i 2016 det britiske dagblad The Guardian.

– Det var terapeutisk. Scenen blev et sikkert sted for mig som et menneske med en masse følelser indeni, som jeg ikke havde udtrykt før. At spille roller gav mig friheden til at have alle disse følelser, det raseri og den bedrøvelse, på en sikker måde.

Jeremy Renner har spillet i film som “Mission: Impossible”, “The Avengers”, “28 Weeks Later”, “The Town”, “Arrival” og “The Wind River” samt i tv-serien “CSI: Crime Scene Investigation”.

Effektiv karakterskuespiller

The Guardian kalder Renner en “effektiv karakterskuespiller”.

“Han er aldrig gået af vejen for en udfordring og har ikke udvist skuespillerforfængelighed”, hedder det.

Avisen henviser til, at Jeremy Renner blandt andet har spillet roller, hvori han voldtager et barn og sexkrænker Charlize Theron.

Hans medvirken i actionfilm om zombier, seriemordere og andet fra samme hylde har dog ifølge nogle anmeldere skuffet de forventninger, der voksede frem efter “The Hurt Locker”.

Genvandt agtelse

Rollen som videnskabsmand i den poetiske science fiction-film “Arrival” fra 2016 om rumvæsners besøg på Jorden genvandt imidlertid Renner anmeldernes agtelse.

Her spillede han over for Amy Adams, med hvem han også medvirkede i “American Hustle” i 2013.

Jeremy Renner har i en årrække “bijobbet” som ejendomsudvikler sammen med vennen og skuespilkollegaen Kristoffer Winters. Den indbringende nebengesjæft har gjort det muligt for ham indrette sit eget hus ekstravagant med både selvdesignet lagune og et vandfald.

Skuespilleren har selv fortalt, at han i sine yngre dage takkede nej til at spille med i et kendt boyband. Ifølge The Guardian kunne der være tale om Backstreet Boys.

Jeremy Renner har en datter med ekskonen Sonni Pacheco.

Powered by Labrador CMS