Afviser Trump

Trump og NFL-træner Bill Belichick har kendt hinanden i flere år. Men træneren ønsker ikke frihedsmedalje nu.

Bill Belichick har pænt takket nej til at modtage præsidentens frihedsmedalje fra Donald Trump. Klik videre for flere billeder. Foto: Peter Casey/Scanpix
Bill Belichick har pænt takket nej til at modtage præsidentens frihedsmedalje fra Donald Trump. Klik videre for flere billeder. Foto: Peter Casey/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den legendariske NFL-træner for New England Patriots, Bill Belichick, afviser at modtage præsidentens frihedsmedalje fra Donald Trump. Det skriver flere amerikanske medier natten til tirsdag dansk tid, blandt andet Wall Street Journal.

Artiklen fortsætter under videoen

Beslutningen er taget i kølvandet på Trump-tilhængeres stormløb på Kongressen i sidste uge, hvor fem mennesker døde.

– For nylig blev jeg tilbudt muligheden for at modtage præsidentens frihedsmedalje, hvilket jeg var smigret over på grund af min respekt for den ære, som det er, og fordi jeg beundrer forudgående modtagere, udtaler Belichick i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Efterfølgende skete sidste uges tragiske begivenheder, og beslutningen blev taget om ikke at gå videre med modtagelsen af hædersbeviset.

Har tidligere rost præsidenten

Den legendariske træner for New England Patriots har kendt Trump igennem flere år.

Han har tidligere rost præsidenten og udtalt, at han har et “venskab med og en loyalitet over for Donald”. Det skriver The Guardian.

Men om tildelingen af frihedsmedaljen udtaler Belichick, at han først og fremmest er en amerikansk borger “med stor ærbødighed over for vores nations værdier, frihed og demokrati”.

– Jeg ved, at jeg også repræsenterer min familie og New England Patriots-holdet, fortsætter han.

– At forblive tro mod folket, holdet og det land, som jeg elsker, vejer tungere end nogen individuel hædersbevisning.

Golfikoner takkede ja

Modsat Bill Belichick så valgte et par prominente golfspillere, at takke ja til hæder fra præsidenten. Det var den sydafrikanske, ni-dobbelte Major vinder Gary Player samt tidligere etter på kvindernes verdensranglisten, svenske Annika Sörenstam, der begge er optaget i golfsportens Hall of Fame.

De modtog begge præsidentens medalje i Det Hvide Hus torsdag den 7. januar, altså dagen efter optøjerne, hvilket i høj grad er blevet kritiseret.

Blandt andet af den anerkendte sportsklumme-skribent Christine Brennan, der i et indlæg i USA Today betegner deres accept som en skændsel for golfsporten.

– Sörenstam og Player repræsenterer ikke bare sig selv. De repræsenterer hele golfsporten, der fremstår som en ‘lilje-hvid’ sport, og som i årevis har kæmpet med at tiltrække både kvinder og farvede, skriver hun blandt andet.

Powered by Labrador CMS