Bendtner i retten: Vil konfiskere svinedyr porsche

Den tidligere landsholdsprofil er blandt andet tiltalt for at brage afsted med 157 kilometer i timer på Helsingørmotorvejen

Nicklas Bendtner er tiltalt for i alt syv færdselsforhold. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Man skulle tro, at Nicklas Bendtner efterhånden havde lært af sine mange bommerter og forseelser. Men nu er den gal igen.

Den tidligere danske landsholdsprofil og reality-stjerne Nicklas Bendtner skal atter en tur i Københavns Byret. Det skriver B.T.

Nicklas Bendtner er tiltalt for i alt syv færdselsovertrædelser. Det fremgår af et anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i.

Fem af de syv forhold vedrører kørsel uden kørekort, mens de resterende to forhold vedrører hastighedsovertrædelser.

Porsche til to millioner

I et af tilfældene drønede Nicklas Bendtner afsted på Helsingørmotorvejen med en fart på hele 157 kilometer i timen, selvom grænsen her var 110.

Normalt giver sådan en hastighedsovertrædelse et klip i kørekortet, men problemet er, at Bendtner ifølge politiet havde mistet førerretten til sin bil og ikke havde generhvervet kørekortet.

Anklagemyndigheden kræver bødestraf, og derudover mener de, at fodboldspillerens milliondyre bil – en Porsche Taycan Turbo S  til omkring to millioner danske kroner – skal konfiskeres. Porschen blev beslaglagt 11. februar.

Luksusbilen har 625 hestekræfter og en tophastighed på 260 kilometer i timen.

Tredje tur i retten

Skulle Nicklas Bendtner ende med at blive kendt skyldig, så er det tredje gang, at han vil kunne træde ud af Københavns Byret med en dom.

I november 2018 blev han idømt en fængselsdom på 50 dage for vold mod en taxachauffør, som han afsonede med fodlænke.

Og så fik Bendtner tilbage i 2013 frakendt sit kørekort i tre år samt en bøde på 842.000 kroner for at have kørt spirituskørsel.

Det vides ikke, hvordan Nicklas Bendtner forholder sig til den nye tiltale.

“Ingen kommentarer,” lyder det fra advokatfirmaet Forman Advokater.

Sagen mod Nicklas Bendtner begynder 27. april, og der er afsat knap tre timer til retsmødet.

Powered by Labrador CMS