Bille August afslører hemmelighed fra barndommen

Bille August er aktuel som instruktøren bag tv-serien “Lykke-Per”, der handler om Peter Andreas Sidenius, der vender sin kristne familie ryggen for at blive ingeniør, men som hele livet plages af sit forhold til gud.

Her fortæller Bille August om sit eget forhold til tro og religion:

Hvilken tro er du opdraget i?

– Min far var kommunist, så vi gik ikke i kirke, og jeg er ikke opdraget i nogen tro. Det var en gudløs barndom. Følelsen af, at der var noget, der beskyttede os, fandtes ikke, selv om jeg godt kunne have trang til at føle det sådan. Jeg sneg mig i søndagsskole, fordi jeg havde brug for tryghed og varme. Der var jeg omkring syv-otte år.

– På grund af søndagsskolen tænkte jeg meget på, at hvis jeg nu kom i himlen eller i helvede, når jeg døde, så kunne jeg risikere at møde min far der igen. Og det havde jeg ikke lyst til. Så jeg holdt op med at komme der igen.

Hvad betyder tro for dig nu?

– Henrik Wivel kalder mig skabskristen, fordi mange af mine film handler om tilgivelse. Det ved jeg ikke selv, om jeg er. Men jeg tror ikke, der er en givet mening med tilværelsen, jeg tror, vi finder mening – først og fremmest i kærligheden og i de relationer, vi knytter. Og så tror jeg, vi finder mening i at skabe og i at have en passion. Det kan både være kunst og kultur, men det kan også være at være en del af et foreningsliv, bygge et kolonihavehus eller plante et træ. Det tror jeg, giver folk mening.

• Filmaktuelle Susanne Bier: Mænd har altid dikteret hvad en god mor er
• Dansk filmikon fylder 70: Min svære barndom har gjort mig stærk

Hvornår har du sidst tvivlet?

– Det gør jeg hele tiden. Jeg synes, jeg indimellem står over for store og livsafgørende valg, og jeg ville ønske, jeg troede på en gud, og at det ville hjælpe mig. Jeg kan godt misunde dem, der har en stærk tro, for det hjælper dem til tider. Jeg har heldigvis nogle kloge venner, jeg kan dele min tvivl med.

Tror du på et liv efter døden?

– Jeg ville ønske, jeg gjorde. Men jeg tror, at vi går fra – som man siger på engelsk – existence til nonexistence. Desværre. Måske kan det ændre sig, når jeg bliver ældre, i håbet om at møde nogle af de mennesker, jeg har savnet, og som er forsvundet. Men i øjeblikket tror jeg ikke på det.