Buen spændt: Kronprinsen skyder med veteraner

Kronprins Frederik lagde fredag formiddag vejen forbi Vejen, hvor danske krigsveteraner forud for sportsturneringen Invictus Games

Udgivet Opdateret

Kronprins Frederik ankom med helikopter, da han fredag formiddag lagde vejen forbi den sydjyske by Vejen, hvor danske veteraner træner op til idrætsstævnet Invictus Games.

Her træner 25 danske veteraner, der alle er fysisk eller psykisk mærkede efter at have deltaget i krige i dansk uniform.

Veteranerne deltager i atletik, svømning, cykling,  styrkeløft og en lang række andre sportsgrene – men dagens fokus var på bueskydning for den jagtglade kronprins.

En veloplagt kronprins fik sig en snak med bueskytterne, inden han selv skulle prøve kræfter med bue og pil. Her fejlede sigtet dog en anelse, da de fleste af kronprinsens pile sad noget syd for pletten.

Det har kronprinsen dog en god undskyldning for, siger veteranen og Invictus Games-deltageren Pierre Skovgaard:

– Jeg tror, han var lidt intimideret – jeg er jo en god skytte, griner Pierre Skovgaard til Kendte.dk.

Kronprinsen kender selv til det

Med kronprins Frederiks egen baggrund som både soldat – frømand – og en dygtig sportsmand, er han ifølge Pierre Skovgaard helt i øjenhøjde med veteranerne.

Han har kun roser til overs for kronprinsen, som han mødte første gang på den australske ambassade i maj måned, da holdet blev udtaget. Her åbnede kronprinsen op om ting i sit eget liv, hvor han kan spejle sig i veteranerne:

– Han er et utroligt åbent og ærligt menneske, der møder os i øjenhøjde. Han er jo selv også både sportsmand og soldat – så vi kan snakke meget. Også om hans far (prins Henrik, red.), som også selv var soldat og har oplevet nogle ting, som han måske har taget lidt hjem af også, siger Pierre Skovgaard.

Prins Harrys lege

Invictus Games er den britiske prins Harrys helt store hjertebarn.

Harry, der selv har været udsendt som soldat i Afghanistan startede legene i 2014 efter hans oplevelser som udsendt, herunder særligt en tur hjem, hvor der var kiste med dansk soldat med om bord.

Deltagerne er lande, hvis soldater har deltaget sammen med briterne i krigene i Irak og Afghanistan (her i blandt deltagere fra de to lande). I år 18 nationer, mere end 500 deltagere.

Danmark har deltaget hver gang med hold på omkring 30 deltagere – både fysisk og psykisk skadede.

Powered by Labrador CMS