Christopher: -Vi er i en kærlighedsboble

Den populære popsanger har 10-års jubilæum og er nybagt far til datteren Noelle. Nu udgiver han sit hidtil mest personlige album

Christopher udgiver nu sit femte album ‘My Blood’. -Jeg føler virkelig, at det er en plade, som kommer godt rundt i alle hjørner. Jeg har haft lyst til at grave en lille smule dybere. Og derfor føler jeg, at det er det mest personlige album, jeg har lavet, siger popsangeren. Foto: Petra Kleis/Free
Udgivet Opdateret

Det er de færreste, der kan fejre 10-års jubilæum i en alder af 29 år. Men det kan Christopher.

Det er præcis ti år siden, at han debuterede med sit første album, og nu er han klar med sin femte plade, ‘My Blood’, som udkommer 26. marts. summerer det forgangne årti op.

Fra ung og uerfaren til etableret artist, ægtemand – og ikke mindst nybagt far til datteren Noelle.

– Der er numre på pladen, som handler om den rejse, jeg har været på, og markerer den udvikling, jeg har været igennem – det er den nostalgiske følelse af at kigge tilbage, siger Christopher og uddyber:

– Det er noget, denne her underlige coronaperiode også har givet mulighed for, samtidig med at jeg er blevet far. Det er, som om at jeg virkelig har haft tid til at kigge på mit liv ude fra i et nyt perspektiv. Det er gået op for mig, hvor stærkt det er gået, samtidig med hvor længe det har varet. Jeg har følelsen af, at jeg har levet et helt liv og følelsen af, at vi kun først lige er begyndt.

“Hey there, sexy lady”: I 2014 scorede sangeren damer

Christophers musik er en refleksion af, hvor han står i livet.

Når han lytter tilbage på sine fire foregående plader, tager det ham tilbage til dengang.

Nogle sange på “My Blood” kunne ikke skrives dengang for ti år siden, og nogle af sangene for ti år siden ville ikke kunne skrives i dag.

– Da jeg udgav “Told You So” i 2014, syntes jeg, det var det fedeste at være i byen og score damer. I dag ville det være utroværdigt, hvis jeg stadig stod og sang “hey there, sexy lady!”.

– Mit liv har ændret sig så meget siden. Jeg er et helt andet sted. Man får noget dybde og tyngde og andre værdier og ser verden på en anden måde, når man bliver ældre og mere erfaren. Jeg har fået meget mere selvtillid og en meget klarere idé om, hvem jeg er, og hvor jeg er på vej hen.

Titlen på det nye album, “My Blood”, har flere betydninger i sig – blodlinjen, hvor han selv kommer fra, og den blodlinje, han har givet videre til sin nyfødte datter.

-Noelle bliver et fyrværkeri af en person

Christopher tøver ikke med at kalde albummet for sit kød og (hjerte)blod forenet af fortid, nutid og fremtid.

– Der er flere tilbagekig på det album og numre om de mennesker, som har gjort mig til den, jeg er – min bror, gamle venner og ekskærester – og så en sang til babygirl, selvfølgelig.

– Det er ikke en vuggevise, men en eksplosion af glæde, optimisme og positivitet, fordi jeg ved, hun bliver et fyrværkeri af en person.

Christopher kalder “My Blood” for sit hidtil mest personlige album.

For at forløse det har det været vigtigt at komme 360 grader rundt, gøre op med glansbilledet og vise alle nuancerne.

– Jeg er også bare et almindeligt menneske, som har fejl og mangler, og som prøver at gøre det så godt, som jeg overhovedet kan. Men nogle gange er det ikke altid nok – jeg kan have helt vildt svært ved at slippe mit arbejde. Melodier og tekster kører nonstop i hovedet på mig, og det har de gjort i ti år nu. Jeg kan være så meget i osteklokken, at Cecilie må sige til mig: “Hallo, du lytter ikke, hvor er du henne?”. Men jeg arbejder på det, og det er en proces, fortæller sangeren og fortsætter:

– Og jeg tror da helt klart at blive far og lige pludselig ikke være den vigtigste person i sit eget liv, gavner selvudviklingen og er med til at gøre en til et bedre menneske.

Ville ikke ende i hamsterhjul

Sangskrivningen er blevet en slags terapi og dagbog for ham, fortæller han.

– Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er ikke perfekt – vi kæmper alle sammen – og jeg har ikke det der liv, som mange folk tror kun foregår på den røde løber. Jeg har også hverdagsproblemer, siger Christopher.

– Nogle gange kan det godt se ud, som om at der bliver rejst meget, og så er der lige en rød løber der, men det fylder slet ikke så meget, som det ligner. Men det er bare klart det, der er sjovest at vise frem.

– Grundstenen i mit liv er musikken, og grunden til, at jeg er nået dertil, er hårdt arbejde. 90 procent af min tid har jeg brugt på at skrive sange. Det skal være sådan, at jeg kan sige: hvis du står tidligt op, spiser dine havregryn, arbejder hårdt, tror på din drøm og går fuldstændig efter den, så kan alt lade sig gøre. Det er jeg beviset på.

Christopher begyndte med musikken i sine forældres kælder i barndomshjemmet.

At den har bragt ham hele vejen fra Tårnby til Tokyo, turde han kun drømme om.

– Jeg var meget fascineret af ikke at blive en del af hamsterhjulet. Jeg vidste, at jeg ikke skulle det der 08-16-job. Og skulle jeg vågne hver dag og tænke: Fedt!, så skulle det have noget med musik at gøre.

– Det var min passion, så jeg var nødt til at give det en chance og gå benhårdt efter det. Det var den unge naivitet og gåpåmodet, som man kun har, når man er 15 år. Der er ingen plan B. Vi går bare med plan A, og så må vi finde ud af resten på vejen. Jeg har altid taget tingene på gefühl.

To år efter – i en alder af 17 år – fik Christopher en pladekontrakt. Efter året udgav han sin debutplade, “Told You So”.

Ikke bare en døgnflue

Siden er det gået slag i slag.

– I det øjeblik et mål er blevet opnået, har jeg sat mig et nyt. Nu har jeg fået alt det her, så nu gælder det om at opretholde det, og det er nærmest endnu sværere.

– At have skabt noget holdbart i denne her branche er der ikke mange, der kan sige, de har. Som artist er det dét, jeg er mest stolt af. Det har ikke været en døgnflue eller et one-hit wonder. Der er nogle, der har været med fra starten, lyder det fra hitmageren.

De har været der fra begyndelsen, mange af hans fans. De selverklærede Stopher-lovers.

Tiltrængt pause: Har spillet røven ud af bukserne

Christopher havde netop taget hul på sin første Europa-turné og spejdede på den anden side af den mod sin første verdensturné.

Men det satte coronapandemien sidste forår en stopper for.

Havde corona ikke forpurret planerne, var det meningen, at Christopher skulle have befundet sig titusindvis af kilometer omme på den anden side af kloden for at præsentere sit nye album, “My Blood”, i Asien.

– Da vi gik glip af den første festival sidste sommer, må jeg indrømme, at jeg havde det o.k. med at få en pause. Jeg har spillet røven ud af bukserne ti år i træk, og jeg havde ikke selv sagt stop. Det var der nogle kræfter udefra, der gjorde. Og det kan egentlig godt være, at der har været en mening med det for mig, siger Christopher.

– Jeg tror, at alt sker af en grund, og man skal finde det positive i det, for ellers går man og er sur og bitter. For mit vedkommende tror jeg, grunden er, at jeg ikke skulle gå glip af den første tid som far. Jeg skulle have været i Kina nu og rejst fra en lille pige, som ikke engang er en måned gammel, fortsætter han.

Christopher fortæller videre:

– Der er ikke noget, der er federe lige nu end at være der de første måneder af hendes liv. Det vil man jo ikke bytte for noget, og det er også, hvis jeg skal være ærlig, meget vigtigere. Jeg kan godt spille det der show på et andet tidspunkt, men går jeg glip af det her, kan jeg ikke lave det om.

Alle klichéerne passer

Christopher er hovedkulds forelsket i sin lille familie, og Noelle har taget ham og hustruen Cecilie med storm.

– Hun er en meget sød og meget blød lille kødklump, som ligger med sine store blå øjne og kigger op på mig. Jeg smelter, når jeg kigger på hende! Jeg ligger og dufter til hende og tænker: “Wow!” Det kunne jeg bare gøre hele dagen! Vi bliver ved med at kigge på hinanden og sige: Hun er vores! Der kommer ikke nogen og tager hende. Hende har vi lavet, og hun er for at blive.

– Vi er i en kærlighedsboble, hvor alting føles som en blanding af magisk og surrealistisk. Man vågner hver morgen og er sådan: Er hun der stadig?!

Og det ér hun.

Alle klichéerne, alle flosklerne, og alt det, folk siger om forældreskabet – den er god nok, fortæller Christopher.

– Som jeg synger på den nye single, “Fall So Hard”: Everything I thought was about me, was always about you”.

Sangeren tilføjer:

– Det er følelsen af, at det er derfor, jeg har arbejdet så hårdt, og at det er nu, hun skal komme til verden. Det er for, at jeg kan give hende det her liv.

Powered by Labrador CMS