Danseveteran fik fjernet brystet: Til tjek igen

"Vild med dans"-stjernen Karina Frimodt er lettet over at have fået gode nyheder efter sin mastektomi.

Karina Frimodt har knoklet sig tilbage efter at have fået fjernet og rekonstrueret det ene bryst. Foto: Scanpix/Simon Læssøe
Udgivet Opdateret

Under TV2’s “Knæk Cancer”-uge i oktober 2015 opdagede den professionelle danserinde Karina Frimodt en knude i sit højre bryst.

Efterfølgende undersøgelser viste forstadier til kræft.

Frimodt fik fjernet de ondartede knuder, men traf senere beslutningen om at få fjernet hele brystet, fordi der desværre også var forstadier til kræft i vævet uden om knuderne.

Åben om forløbet

Den 38-årige danserinde, der har en kæreste og er mor til to, har været meget åben om forløbet.

I april 2017 delte hun billeder før og efter en kontrolundersøgelse på Rigshospitalet i København.

Mandag den 8. maj – en måned senere – har Frimodt været til endnu et tjek.

På Instagram udtrykker hun gennem hashtags ængstelighed over aldrig at vænne sig til de hyppige kontroller.

– Kender I det, når man sidder i et venteværelse og har det virkelig stramt? Kvalme, varmt, hjertebanken…, skrev Frimodt inden undersøgelsen.

Storsmilende Frimodt

Senere mandag lagde hun endnu en selfie ud på det sociale medie, men denne gang et foto, hvor øjnene stråler, og hun storsmiler.

– Dejlig dag med gode svar, skriver hun til billedet, som hun blandt andet har suppleret med hashtagget “alt er godt”.

Efter operationen i december 2015, hvor danseren fik foretaget en såkaldt mastektomi – altså fjernelse af brystet og de omkringliggende lymfekirtler, har hun fået rekonstrueret brystet.

Efter alle operationerne kæmpede Karina Frimodt sig tilbage gennem et hårdt genoptræningsforløb for at kunne bruge sin højre arm ordentligt igen.

Sidste sommer var hun således klar til repremieren på “Dirty Dancing”-musicalen og medvirkede også i efterårets sæson af “Vild med dans” med filminstruktør Søren Fauli som partner.

Se billederne her:



/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS