Dansk kendispar: -Vi skal skilles

Kærligheden er brast mellem tv-værten Timm Vladimir og koreografen Katrine Engberg. Parret har en søn sammen.

Timm Vladimir og hans hustru, Katrine Engberg, som han nu skal skilles fra. Arkivfoto: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Efter mere end 13 år sammen er forholdet nu slut mellem forfatteren og koreografen Katrine Engberg og “Den store bagedyst”-værten Timm Vladimir.

Det meddeler parret i en besked delt på Instagram.

– For at komme pressen lidt i forkøbet og for at undgå eventuelle rygter vil Katrine og jeg gerne meddele, at vi har valgt at gå hver til sit nu. Det er aldrig sjovt eller let at tage sådan en beslutning, men vi tror, at det er den bedste løsning, skriver parret, der har sønnen Cassius sammen.

– Det lyder måske som en kliché, men vi er faktisk stadig bedste venner, vi elsker hinanden og er 100 procent fokuserede på fortsat at være den familie for og med vores dejlige søn, slutter parret beskeden og beder samtidig om forståelse og respekt for privatlivet.

Mødtes i 1997

Timm Vladimir og Katrine Engberg mødte hinanden første gang tilbage i 1997, da hun skulle danse til en premierefest for noget musik, han havde lavet i samarbejde med Gordon Kennedy.

Vladimir blev meget betaget af Engberg, men det blev ikke til mere, da han skulle giftes med en anden, har han fortalt i et interview med Femina i oktober 2013.

Parret mødte dog hinanden en del år senere og efter at være gået fra deres respektive kærester, fandt de endelig sammen.

– Vi havde begge to fået vasket tavlen ren på det tidspunkt og var ret enige om, at det var skæbnen, der havde banket på med en kæmpe hammer. Vi skulle bare være sammen, fortalte Vladimir i interviewet med Femina.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS