Dansk rapstjerne med stor succes: -Jeg er mere nervøs nu

Rapperen Kesi har lagt Danmark ned, men med succesen kommer også forventninger.

I 2012 spillede Kesi i warm up-dagene på Roskilde Festival. I dag er han blandt de mest populære kunstnere i Danmark. Foto: Torkil Adsersen/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det er gået stærkt de seneste år for rapperen Kesi, der med hits som “Følelsen” og “Mamacita” har toppet de danske hitlister og været i heftig rotation i radioen.

På scenen er han efterhånden en rutineret herre, men sådan har det ikke altid været. Da han i 2011 spillede til The Voice i Tivoli for første gang, var det med nerverne på højkant.

Her var han sammen med sit crew, der blandt andre bestod af rapperne Gilli og Kidd, inviteret af Nik og Jay til at optræde sammen med dem på remixet af nummeret “Giv mig dine tanker”, som de medvirker på.

– Det var første gang, jeg spillede for så mange mennesker. Jeg var kun nervøs over en ting – om jeg nu kunne huske verset på den sang, vi skulle synge, for jeg havde ikke hørt den så meget, efter at vi havde lavet den, husker Kesi, der dog endte med at klare sin optræden uden at glemme teksten.

Nerverne dengang var dog intet imod, hvad han kan føle nu. I takt med at karrieren har taget fart, er publikums forventninger til rapperen steget, og det kan han godt mærke.

– Jeg er mere nervøs nu, for folk regner med mig. De kender mine sange og ville synes, at det var ærgerligt, hvis det lød dårligt live. De tænker, at jeg har spillet mange år nu og burde være rutineret, siger Kesi, der lyder det borgerlige navn Oliver Kesi Chambuso.

Igen på scenen

I år stod Kesi igen på scenen, da The Voice i Tivoli løb af stablen. Selv om han har prøvet det nogle gange siden debuten med Nik og Jay og har spillet mange koncerter rundt om i landet siden, synes han stadig, det er sjovt.

For selv om musikken er blevet hans levevej, er han meget opmærksom på ikke at gøre den til surt slid.

– Man må ikke miste det sjove i at lave musik. Og man må ikke gøre det for meget til et arbejde. Selvfølgelig er det et arbejde, men publikum er nødt til at kunne mærke, at man stadig synes, det er sjovt at lave, siger Kesi.

– Det er en vigtig ingrediens. Hvis det er hyggeligt at lave musikken i studiet, og det er sjovt at spille den, så kan den energi også mærkes af publikum, siger han.

Powered by Labrador CMS