Dansk sangfugl runder skarpt hjørne

Sannie Charlotte Carlson, bedre kendt som Whigfield, endte på toppen af hitlisterne i 1996 med sangen "Saturday Night." Den 11. april fylder sangerinden 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man var på diskotek tilbage i 1996 enten herhjemme eller andre steder i Europa, vil man sikkert kunne genkende tonerne fra sangen “Saturday Night.”

Bag 90’ernes storhit var sangeren Whigfield, også kendt under det borgerlige navn Sannie Charlotte Carlson. Den 11. april fylder hun 50 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Forud for musikken tog Sannie Carlson en uddannelse som tøjdesigner på Margrethe-Skolen og arbejdede efterfølgende som model.

Karrieren som musiker tog for alvor fart, efter at Sannie Carlson mødte produceren Larry Pignagnoli. Han er kendt for at lave sange, som bliver til internationale hits.

“Saturday Night”

Sammen lavede de “Saturday Night,” der var den sang, som skulle gøre Whigfield til et kendt navn på den danske såvel som den internationale musikscene.

Sangen var så populær, at Sannie Carlson blev den første sanger nogensinde til at være nummer et på Storbritanniens hitliste med en debutsingle.

På verdensplan har singlen solgt over to millioner eksemplarer.

– Det var en vild tid. Jeg rejste nærmest rundt i hele verden og gav koncerter.
– Når der ikke var koncerter, var der photo shoots og interview, har Sannie Carlson fortalt til Se og Hør om storhedstiden efter sit gennembrud.

Rejste til Ghana

Efter en håndfuld år med international succes blev det i 2001 for meget for sangerinden.

Her valgte hun at rejse hjem til sin far i Ghana for at få en pause fra berømmelsen. Sidenhen flyttede hun til Spanien og derefter til Italien.

Sannie Carlson har udgivet i alt fem albummer i løbet af karrieren. Det seneste i rækken, “W”, udkom i 2012.

Ikke lagt musikken på hylden

Men selv om storhedstiden er forbi, har Sannie Carlson ikke lagt musikken på hylden.

Hun giver stadig koncerter og kan derudover skrive producer og sangskriver på sit cv.

I de seneste år har hun lavet musik i genren “house.” Derudover skriver hun sange for andre musikere.

I 2018 optrådte Sannie Carlson i det danske melodigrandprix med sangen “Boys om Girls.” Her optrådte hun som Sannie, og ikke som Whigfield.

Powered by Labrador CMS