Danske biografgængere har valgt: John Mogensen-film er årets bedste

Ole Bornedals "Så længe jeg lever" vandt to priser, da Svend Prisen blev uddelt onsdag aften.

Rasmus Bjerg spiller John Mogensen i Ole Bornedals “Så længe jeg lever” (premiere 8. marts)
Udgivet Opdateret

Det er dem, der køber billetter, popcorn, slik og sodavand og lader sig synke ned i de røde plyssæder, der sidder med afgørelsen, når Svend Prisen hvert år uddeles.

Sådan er det også i år, og her har de danske biografgængere peget på “Så længe jeg lever” med Rasmus Bjerg i rollen som John Mogensen som årets bedste film.

Rasmus Bjerg kan også glæde sig over at være udnævnt som årets mandlige skuespiller for sin rolle i filmen, der i den grad gik sin sejrsgang i biograferne landet over, da den havde premiere tidligere på året.

Priserne blev uddelt onsdag aften i Svendborg, og det er i år 14. gang, instruktører og skuespillere bliver hyldet ved de fynske film- og kulturdage.

Ved prisuddelingen blev Ghita Nørby desuden hyldet med en hæderspris og så fik den fremadstormende instruktør Mehdi Avaz særprisen årets håb.

Årets prismodtagere

Årets danske film: “Så længe jeg lever” (instruktør Ole Bornedal).

Årets danske børnefilm: “Hodja fra Pjort” (instruktør Karsten Kiilerich).

Årets udenlandske børnefilm: “Coco”.

Årets udenlandske film: “Dunkirk”.

Årets kvindelige skuespiller: Bodil Jørgensen (“Aldrig mere i morgen”).

Årets mandlige skuespiller: Rasmus Bjerg (“Så længe jeg lever”).

Årets håb – juryens særpris: Instruktør Mehdi Awaz.

Årets danske tv-dramaserie: “Badehotellet” (sæson 5) TV2.

Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie: Lars Mikkelsen (“Herrens veje”).

Hædersprisen: Ghita Nørby.

Powered by Labrador CMS