Den stille frontfigur fylder 60

R.E.M. debuterede med årets album i Rolling Stones og blev et globalt supernavn. Nu er bandet fortid, og sanger Michael Stipe er klar til at gå sine egne veje.

Michael Stipe fylder 60. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der har altid stået et på én gang sårbart og reserveret skær om den amerikanske sangskriver og forsanger Michael Stipe fra det populære indierockband R.E.M.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Bandets brede berømmelse svingede ikke helt med Stipes lidt forbeholdne gemyt, politiske ståsted eller hans ofte kryptiske tekster.

Som ganske ung mødte Michael Stipe, der 4. januar fylder 60, den musikinteresserede Peter Buck i en pladebutik i byen Athens i Georgia.

Sammen med bassist Mike Mills og trommeslager Bill Berry dannede de R.E.M. Og dermed var et af tidens senere største rockbands født.

Deres debutsingle “Radio Free Europe” fra 1981 blev spillet flittigt på amerikansk radio. To år efter debuterede de med det kritikerroste album “Murmur”, som af musikmagasinet Rolling Stone straks blev kåret til årets album.

Med pladerne “Out of Time” og “Automatic for the People” i starten af 90’erne bankede bandet gennem lydmuren. Ikke mindst på grund af det sanseløst ørehængende mesterværk “Losing My Religion”.

Sangen forandrede deres liv for altid på godt og ondt, har de selv fortalt. Rejsen fra kultband over indieguder og til nu globalt stadionrockband syntes aldrig helt at blive Stipes sande element.

Det blev til andre store hits som “Shiny Happy People”, “Everybody Hurts”, og “The One I Love”.

Kører nu solo

R.E.M. udgav i alt 15 studiealbum med lidt svingende succes. Men i 2011 trak de stikket og opløste sig selv.

Allerede inden havde Stipe i årevis lavet forskellige projekter ved siden af rollen som frontfigur. Både musikalsk og som politisk aktivist, fotograf og producer på film som “Being John Malkovich”, “Velvet Goldmine” og “Man on the Moon”.

Trods en lang pause efter opløsningen af R.E.M. er Michael Stipe ikke færdig med musikken.

For få måneder siden udgav han sin første solosang i eget navn, “Your Capricious Soul”. Tro mod sit politiske engagement er indtægterne blandt andet dedikeret til klimabevægelsen.

Michael Stipe dansede i mange år sidelæns på spørgsmål om seksualitet, især da den altid pindetynde sanger blev ramt af aids-rygter i 90’erne.

Omkring årtusindskiftet begyndte Stipe dog at kalde sig queer artist. Han har i en årrække siden dannet par med den 25 år yngre kunstfotograf Thomas Dozol, som han bor sammen med i New York.

Powered by Labrador CMS