–Det var med kniven for struben

Jan Michaelsen blev først professionel fodboldspiller som 25-årig, men nåede alligevel mere end de fleste. Lørdag 28. november runder ekslandsholdsspilleren 50 år.

Foto: Lars Møller/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den tidligere fodboldlandsholdsspiller Jan Michaelsen havde en lang indflyvning til sin karriere som professionel. Faktisk skulle der en graviditet og en hjemlig kniv for struben til, før han som 25-årig fik en kontrakt i AB.

Lørdag 28. november kan han fejre sin 50-årsfødselsdag hjemme i coronasikre omgivelser og med tilfredshed kigge tilbage på en karriere, der nåede at indeholde både udlandseventyr og landsholdsfodbold.

Artiklen fortsætter under videoen

Han ernærer sig i dag som teknisk chef hos 2.-divisionsklubben Nykøbing FC, hvor han dels har ansvaret for klubbens talentafdeling og dels er med i trænerteamet omkring førsteholdet.

Tilbage i tiden

Med lad os skrue tiden et kvart århundrede tilbage.

I 1996 hyggede han sig stadig med at spille divisionsfodbold i HIK og havde tidligere afvist tilnærmelser fra klubber, der tilbød ham deltidskontrakter.

Han var meget glad for sit arbejde i rejsebranchen for SAS og var netop blevet forfremmet, da han og konen ventede det første barn. Her blev han tvunget til at træffe et karrierevalg.

– Min kone spurgte, hvornår jeg havde tænkt, at vi skulle se barnet sammen. Jeg arbejdede i SAS fra 8 til 17, og så tog jeg til HIK og trænede fra 17.30 til 20. “Så er du nødt til at blive professionel”, sagde hun, fortæller Jan Michaelsen.

– Det var med kniven for struben. Det var det. Hvis ikke det var lykkedes i AB, så ved jeg sgu ikke, hvad det var blevet til.

Michaelsen bankede på døren hos AB, blev bevilget 14 dages prøvetræning og fik sin kontrakt. Han var flyvende for AB i slutningen af 90’erne og i starten af 00’erne.

Han kom ind omkring landsholdet under Morten Olsen og nåede 19 A-landskampe – de fleste som indskifter – og et enkelt mål mellem 2000 og 2004. Han var også med til VM i Japan og Sydkorea i 2002.

Fem år i AB med to DM-bronzemedaljer og en pokaltitel kastede en af de flybilletter af sig, Michaelsen fem år tidligere selv sad og solgte.

Sluttede med The Double

Den græske storklub Panathinaikos var destinationen i 2001, og modstandere som Herfølge og OB blev erstattet med Champions League-kampe mod Real Madrid, FC Barcelona og Arsenal.

Drømmerejsen sluttede i 2004 med The Double – mesterskabet og pokaltitlen – i Grækenland, mens karrierens efterår blev brugt i norske HamKam frem til stoppet i 2008.

Han blev i sporten og gik trænervejen via FC Københavns ungdomsafdeling og DBU. Det er også blevet til trænerjobs i Fremad Amager og Vendsyssel FF.

Med base på Østerbro går de daglige rejser nu til Falster, men efter at begge børn er fløjet fra reden, nyder han en stor grad af frihed.

– Min kone og jeg er et sted nu, hvor alt kan lade sig gøre. Vi kan tage til udlandet igen. Eller flytte til Falster. Alt er muligt, siger han.

I hvert fald ved han, hvordan man booker en rejse.

Powered by Labrador CMS