Disse stjerner mistede vi i 2020

2020 vil skrive sig ind i historiebøgerne, og det gælder også en række stjerner, vi måtte sige farvel til.

Offentliggjort Sidst opdateret

2020 har været et hårdt og historisk år for alle i coronaens skygge.

For en række markante og berømte personligheder blev det mindeværdigt mærkværdige år også deres sidste blandt os.

Artiklen fortsætter under videoen

I november måtte vi sige farvel til en af de helt store bidragydere til den danske sangskat.

Folkeklenodiet Michael Bundesen var kendt som frontpersonen i Shu-bi-dua, og hans karakteristiske stemme udødeliggjorde hits som “Den røde tråd”, “Hvalborg” og “Vuffeli-vov”.

Bonden, som han også blev kaldt, blev i 2011 ramt af en blodprop i hjernen, og to år senere meddelte bandet, at deres tid var endegyldigt forbi.

I 2013 blev Shu-bi-dua tildelt Æresprisen ved Danish Music Awards, og det var med smil og tårer, at Michael Bundesen og bandmedlemmerne kunne takke for æren.

Efter et kort sygdomsforløb døde Michael Bundesen i en alder af 71 år.

Olsenbanden og Matador

Den danske nationalskjald var dog ikke det eneste musikikon, der gik bort det forgangne år.

Mens Bonden dannede lydtapetet til mange danskeres hverdag, så tog komponist Bent Fabricius-Bjerre også udlandet med storm med sit talent for de sort-hvide tangenter.

Bent Fabricius-Bjerre stod bag de iørefaldende titelmelodier til “Olsen-banden” og “Matador” og kreerede også musikken til et hav af balletter, musicals og teaterstykker gennem årene.

I udlandet blev han kendt under navnet Bent Fabric, og hans nummer “Alley Cat” strøg direkte ind i toppen af den prestigefyldte hitliste Billboard Hot 100.

I 1962 indkasserede baggårdskatten tilmed en Grammy i kategorien bedste rock and roll-indspilning.

Bent Fabricius-Bjerre var aktiv til det sidste – de senere år lavede han en såkaldt cameo som sig selv i rollen som bordelejer i den første Klovn-film og stod også for soundtracket.

Bent Fabricius-Bjerre døde den 28. juli i en alder af 95 år efter kort tids leukæmi.

Lang kræftsygdom

En måned døde dansktopsangerinden Ulla Pia i en alder af 75 år efter lang tids kræftsygdom.

Ulla Pia Nielsen, som hendes fulde navn var, leverede i 1960’erne og 1970’erne en række ørehængere.

I begyndelsen var det jazzen, der trak i den unge sangerinde. Men det var altså slagermusikken og hits som “Flower Power Tøj” fra 1969 og “Karina” fra 1971, der skrev hende ind i den danske musikhistorie.

Det er ikke kun de musikalske nodeskribenter, der har efterladt sig store spor.

Børnebogsforfatteren

Litteraturens verden mistede børnebogsforfatteren Cecil Bødker, der døde i en alder af 93 år.

Cecil Bødker står bag den kendte “Silas og den sorte hoppe”, som udkom i 1967 – og 13 øvrige bøger i serien om den forældreløse dreng Silas. Her gjorde hun sig bemærket ved at skildre barnet som et selvstændigt individ.

Cecil Bødker har som den eneste danske forfatter modtaget den internationale børnebogspris H.C. Andersen-medaljen, der regnes for en af de fornemmeste priser inden for børnelitteratur.

Hun har vundet de Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris.

I 1999 stiftede hun sin egen børnelitterære pris, Silas Prisen, som uddeles hvert andet år.

Karen Thisted

Også den 73-årige journalist Karen Thisted gik bort og efterlader sig et cv med flere bøger, medvirken i en række tv-programmer og stillinger som blandt andet redaktionschef på Ekstra Bladet.

Hun trådte ind i danskernes stuer i tv-programmet “Mormors bordel” sammen med Suzanne Bjerrehuus samt i det populære radioprogram “Den løse kanon” på P3 sammen med radio- og tv-vært Huxi Bach.

Karen Thisted har tidligere fortalt om at have kæmpet med depression. Og at hun aktivt valgte at fortælle om den store lidelse ved det i sine foredrag.

Karen Thisted døde i marts og havde ifølge hendes datter, Marlene Thisted, forinden fået at vide af lægen, at hun skulle lægge sit liv og sin kost om, hvis hun stadig ville leve om tre-fire år.

Karen Thisted fik et ildebefindende og var selv i stand til at ringe 1-1-2.

Men da ambulancen kom frem, var hun død, sagde Marlene Thisted til Ekstra Bladet.

Mistet stor personlighed

Teaterscenen har også mistet en stor personlighed.

Skuespiller Søren Spanning gik bort i en alder af 68 år og efterlod sig sin hustru og kollega, Karen-Lise Mynster, og tre børn, heriblandt skuespillerinden Rosalinde Mynster, kendt fra “Badehotellet”.

I perioden fra 1980 til 1987 var Søren Spanning tilknyttet Det Kongelige Teater og medvirkede i blandt andet “En skærsommernatsdrøm”, “Hamlet” og “Kong Lear”.

Søren Spanning spillede også med i en lang række tv-serier herunder “Kald mig Liva”, “Bryggeren”, “Taxa”, “Ørnen”, “Lærkevej” og “Borgen”.

I 2014 blev han ramt af en hjerneblødning, der lammede ham i venstre side af kroppen.

Derefter var han ikke aktiv som skuespiller.

Søren Spanning blev i 1995 udnævnt til Ridder af Dannebrog, og i 2016 blev han tildelt Osvald Helmuths Jubilæumslegat.

Det er naturligvis ikke kun inden for de danske grænser, at vi har måttet sige farvel til store personligheder.

Den skotske skuespiller Sean Connery gik bort i en alder af 90 år. Men den ikoniske skuespiller har mejslet sig ind som indbegrebet af agent 007 i manges bevidsthed. Han spillede rollen som James Bond i syv film, herunder “Goldfinger” og “You Only Live Twice”.

Legenadarisk guitarist

Også den amerikanske musiker Eddie Van Halen slog sin sidste akkord an i 2020. Han var kendt som den fingernemme og hurtige guitarist i det legendariske rockband “Van Halen”.

I år 2000 fik han konstateret tungekræft, og som et led i behandlingen fik han fjernet en tredjedel af sin tunge.

I et interview med det amerikanske medie Billboard gav han selv sit valg af guitarplektre – og ikke sit forbrug af cigaretter – skylden for diagnosen. Eddie Van Halen blev 65 år.

Powered by Labrador CMS