DR afslører: Her er årets julekalendere

Der er et godt gensyn med julekalenderen Julestjerner fra 2012, samt mulighed for at se to svenske julekalendere på DRs kanaler.

Offentliggjort Sidst opdateret

DR afslører allerede nu – halvvejs inde i 2019 – hvad seerne kan nyde julekagerne til, når de tænder for kanalens julekalendere. Der er gensyn med en julekalender fra 2012 på DR1.

Mens der på DR Ultra og Ramasjang bliver vist to svenske julekalendere. Og så er Ultras egenproducerede juleserie Klassen også tilbage.

Det afslører DR i en pressemeddelelse.

Julestjerner

Traditionen tro er det blevet DRs tur til at vise en genudsendelse, mens der på TV2 vises en nyproduceret julekalender.

Det er Wikke og Rasmussen-julekalenderen Julestjerner, danskerne kan se frem til at følge i december på DR1. Julestjerner blev første gang sendt på kanalen i 2012.

Julekalenderen handler om den 13-årige Sus, der sammen med sin familie flytter fra Brøndbyøster til landsbyen Brorfelde, hvor de skal drive et familiemedlems gartneri, som han har efterladt til dem.

Svensk jul

På DRs kanal for de yngste Ramasjang bliver julekalenderen Storm på Lugna Gatan, som handler om familien Storm, som flytter til storbyen. Her beslutter de sig for at deltage i en julekonkurrence.

De lidt ældre seere kan nyde julekalenderen Jagten på tidskrystallen på DR Ultra. Det er et science fiction-eventyr, der er baseret på bogtrilogien Spejlendes hemmelighed.

Jagten på tidskrystallen handler om tre børn, der rejser til universets centrum for at forhindre onde kræfter i at stoppe tiden, som medfører, at der aldrig bliver jul.

Klassen er tilbage

Desuden viser DR Ultra også ni nye juleepisoder af deres faste fiktionsserie Klassen hver tirsdag og torsdag op til den 24. december.

– For tredje år i træk tager den populære fiktionsserie fat i dilemmaer i forbindelse med julen og dét at trives med at gå i skole, siger Jonas Kryger Hansen, der er redaktør hos DR Ramasjang og Ultra i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS