DR-vært om særlig hobby: Det får mig til at zone ud

Tv-vært Katrine Muff Enevoldsen nyder at male med akvarelfarver, fordi hun bruger hjernen på en ny måde

Katrine Muff Enevoldsen, her med medvært Johannes Langkilde, har fået en ny hobby. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Udgivet Opdateret

Jeg er en af de få, der ikke har en surdej eller strikker.

Sådan beskriver tv-vært på DR’s “Fællessang – hver for sig” Katrine Muff Enevoldsen sig selv, når hun bliver spurgt til sine hobbyer.

Artiklen fortsætter under videoen

Den 35-årige sangerinde finder i stedet rum til fordybelse, når hun maler med akvarelfarver, og hun føler sig sej, når malingen flyder ud og ligner eksplosioner af fyrværkeri.

Hvad er din hobby?

– Jeg er begyndt at male med akvarelfarver, og det er virkelig dejlig fordybelse.

– Man kan bare lade det ligge, og så kan man putte vand på igen dagen efter og sidde og gnide i det, og så sker der noget nyt. Så på den måde er det ikke så definitivt. Det er dejligt for mig, at man ikke rigtig laver fejl, når man maler.

Hvad giver det dig?

– Det giver noget ro. Jeg kan mærke, at min hjerne ikke er vant til at beskæftige sig på den måde. Den er vant til at få information visuelt enten gennem en telefon eller fra en tekst, som jeg skal skrive en melodi til.

– Her skal jeg ikke forholde mig til noget, og det er som om, at det bliver mere zen-agtigt. Jeg fordyber mig på en anden måde, end når jeg kigger på en skærm. Det er dejligt, at der er noget, der går lidt langsomt, og hvor jeg zoner ud oppe i hovedet.

Hvordan opstod din interesse?

– Det opstod ved, at jeg arbejdede i en fritidsklub. Der var jeg egentlig ansat til at stå for musikdelen, men jeg fik møvet mig mere og mere ind i det kreative. Så sad jeg derinde og malede eller lavede perleplader og snakkede med børnene. På en måde var det meget hyggeligere og mere mig.

– Og så fandt jeg ud af, at jeg godt kan lide det her med akvarelfarver. Måden de bevæger sig på papiret, synes jeg er dejligt beroligende.

Hvad er dine bedste råd til en nybegynder?

– Køb noget rigtigt tykt papir, læg papiret i blød, og mal på vådt papir. Når man så putter farve på sin pensel, og sætter den ned på papiret, så bliver det nærmest til fyrværkeri, hvor det hele flyder ud.

– Og så er mit gode råd: Stop, når du synes, det er flot. Lad være med at male mere på det, og lad det tørre. For man kan meget hurtigt komme til at blande alle farverne sammen, og så sidder man bare med en brun klump til sidst.

“Fællessang – hver for sig” sendes fredag klokken 20 på DR1.

Powered by Labrador CMS