Dronningen af dansktop gik sin sejrsgang ved prisfest
Dansktop-eliten var lørdag aften samlet til prisfest, hvor især Birthe Kjærs popularitet blev markeret.
Selv efter et halvt århundrede som dansktopsangerinde er Birthe Kjær stadig en stor stjerne i den del af den danske musikverden.
Det blev understreget ved showet “Dansktop Prisen” lørdag aften i Boxen i Herning. Her modtog Birthe Kjær både prisen som årets kvindelige dansktop-solist og årets dansktop-livenavn.
I alt blev ni priser uddelt. Også andre gamle kendinge gjorde sig bemærket – herunder Richard Ragnvald, der modtog prisen som årets mandlige dansktop-solist, og Johnny Reimar, der modtog Familie Journals ærespris.
Det var Familie Journal, der arrangerede prisshowet.
– Juryen har arbejdet intenst på at sikre, at det også i år vitterligt er årets bedste, der hyldes ved “Dansktop Prisen”.
– Og både publikums og læsernes mange stemmer har sikret, at det også er deres favoritter, der har vundet en af årets priser, siger Søren Johannesen, chefredaktør på Familie Journal.
Flere fremtrædende dansktopstjerner kunne i forbindelse med årets prisfest markere enten en rund fødselsdag eller et musikjubilæum.
Hyldest til Dario
På scenen dedikerede Birthe Kjær en optræden til Dario Campeotto, der for nylig fyldte 80 år. Ud over Campeottos runde fødselsdag kunne Johnny Hansen fejre 35-års jubilæum og Kandis 30-års jubilæum.
Endelig har Birthe Kjær selv 50-års jubilæum på dansktopscenen.
Den østrigske schlagerstjerne Hansi Hinterseer og flere andre af genrens kunstnere stod for underholdningen i Herning.
Aftenens værter var sanger Keld Heick, danser Thomas Evers Poulsen og udgiverdirektør for Aller Medias ugeblade Anette Kokholm.
De øvrige prismodtagere var: Humørekspressen (årets dansktop-gruppe), Kandis med albummet “18” (årets dansktop-album), Torben Lendager & The Roosters med “Når vinter bli’r til sommer” (årets dansktop-hit), Kejser Larsen Band (Familie Journals Læserpris) samt Mathis Vincent Davidsen og Lotte Riisholt (mig og min mentor).
Det var fjerde år i træk, at “Dansktop Prisen” blev afholdt.