Et sidste farvel: Bestseller-børn begravet

Lørdag klokken 14 bliver de tre danske børn, der mistede livet ved angreb i Sri Lanka, begravet i Aarhus.

Kendte, venner, bekendte og massevis af danskere mødte op for at vise sympati for Bestseller-familien. KLIK VIDERE FOR FLERE BILLEDER. Foto: Scanpix
Kendte, venner, bekendte og massevis af danskere mødte op for at vise sympati for Bestseller-familien. KLIK VIDERE FOR FLERE BILLEDER. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Kronprinsfamilien og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var lørdag med til ceremonien, da der blev afholdt begravelse for de tre danske ofre for angreb i Sri Lanka påskedag 21. april.

Anders Holch Povlsen og hustruen Anne mistede tre af deres fire børn ved ét af flere angreb i Sri Lanka 21. april.

Lars Løkke Rasmussen deltog i sin egenskab af statsminister. Kronprinsparret og deres fire børn var med som personlige venner af Holch Povlsen-familien.

Begravelsen foregik i Aarhus Domkirke. Familien havde bedt alle respektere, at det var en privat begivenhed.

Domprovst Poul Henning Bartholin forestod begravelsen. Den begyndte cirka klokken 14 og var færdig lidt før klokken 15.

Der blev sunget tre salmer under begravelsen. Salmerne var “I østen stiger solen op” af B.S. Ingemann, “Se, nu stiger solen af havets skød” af Jakob Knudsen og “Du som har tændt millioner af stjerner” af Johannes Johansen.

Massevis af gæster

Dørene til kirken åbnede klokken 13.30. En lille halv times tid efter var de fleste af gæsterne på plads i kirken. Kort derefter ankom først Lars Løkke Rasmussen, og minutter senere kom kronprinsfamilien, før dørene blev lukket.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) var også til stede i kirken.

Klokken 14.50 begyndte gæsterne at forlade kirken for at samles udenfor. Kort tid efter begyndte kirkeklokkerne at ringe, og kisterne blev båret ud til tre ventende rustvogne.

Kisterne var pyntet med blomster, og på kisterne var billeder af de tre børn.

Privat ceremoni

En af kisterne var også pyntet med farverige balloner. Efter flere minutters stilhed uden for kirken klippede familiens datter snoren til ballonerne, der steg til vejrs på den blå himmel.

Herefter begyndte Aarhus Domkirkes Kantori at synge “Det dufter lysegrønt af græs”, og rustvognene kørte afsted.

Efter ceremonien er der for den nærmeste familie jordpåkastelse ved Ormslev Kirke nær Aarhus.

Slutteligt er der mindesamvær for venner og familie på Constantinsborg.

Anders Holch Povlsen er ejer af tøjfirmaet Bestseller.

Mindst 253 mennesker mistede livet ved angrebene i Sri Lanka. Flere hundrede blev sårede.

Kongehuset berørt af tragedien

Der har været kondolencer sendt fra både nær og fjern, men også kongehuset har udtrykt deres dybtfølte sorg til Bestseller-familien, der er en nær ven af kongehuset.

Hos kongehuset har kronprinsesse Mary blandt andet udtalt sig i forbindelse med Forskningens Døgn om tragedien.

– Vi er dybt berørte af den ubegribelige, tragiske hændelse, som er ufatteligt trist, sagde kronprinsesse Mary til de fremmødte journalister.

Men også dronning Margrethe har været ude med kondolencer til de mange ofre i ind og udland.

– Jeg er dybt chokeret efter at have hørt om de tragiske og forfærdelige terroristangreb i Sri Lanka i dag, jeg vil gerne sende mine mest dybtfølte kondolencer og sympati til dig og det srilankanske folk. Mine tanker er med familie og venner til ofrene, lød det fra dronningen til Sri Lankas præsident Maithripala Sirisena, men dronningen fortsatte med en personlig kondolence til de danske ofre.

–  Samtidig udtrykker Dronningen sin forfærdelse over tabet af de danske ofre og udtrykker sin dybeste medfølelse overfor de efterladte.

Powered by Labrador CMS