-Færdig med at være bange

Wafande er helt afklaret med at forlade dansedysten og tager en masse med sig videre i livet.

Udgivet Opdateret

Efter adskillige omdanse er det slut med seernes nåde.

Musikeren Wafande og hans professionelle dansepartner, Mie Martha Moltke, er nemlig ude af “Vild med dans” efter omdans mod radiovært Sara Bro og hendes partner, Morten Kjeldgaard.

Men parret er meget afklaret med exittet.

– Vi har det okay. Det er et knivskarpt felt, og jeg ønsker dem alle sammen det allerbedste, lyder reaktionen fra Wafande.

– At ryge ud til dem svarer til at tabe til Michael Jordan i basketball. Jeg tænker, det går.

Artiklen fortsætter under videoen

Parret forlader dansedysten med et smil og et venskab.

– Vi har lige begge to fået hundehvalpe, så de næste par måneder går nok med at passe hunde, og så kommer julen lige om lidt, og Mie elsker jul, lyder det fra Wafande.

– Jeg skal tilbage til det normale liv og forhåbentligt tilbage i studiet.

Ud over venskabet har Wafande også fået det ud af “Vild med dans”, at man ikke skal være bange for noget.

– Man kan det, man vil, og man skal bare hoppe ud i verden, og så må man lære at svømme, hvis man ikke kan bunde, siger han med et smil.

Har indstillet karrieren

Den 37-årige reggae-, dansehall- og soulstjerne meddelte sidste år til stor overraskelse, at han indstillede sin karriere som udøvende artist til fordel for at sidde i studiet og skrive sange.

Det er altså det arbejde, han nu kaster sig over, når den ikke længere står på dansetræning.

– Jeg trak mig tilbage for at bruge mere tid på min datter (Melody på snart tre år, red.), men jeg laver nærmest mere musik, end jeg har gjort før i tiden, fordi jeg skriver sange for en masse unge artister, forklarer Wafande.

– Jeg arbejder på nogle mere menneskelige tider af døgnet og laver rigtig meget forskelligt, så det er dejligt.

Wafande og Mie Martha Moltke var ikke det eneste par, der har forladt dansedysten.

Skuespilleren Janus Bakrawi måtte trække sig lige inden showstart efter at have fået en stor fibersprængning i læggen.

“Vild med dans” vender tilbage næste fredag fra klokken 20, hvor de seks resterende par går på gulvet igen.

Powered by Labrador CMS