Fire hitsangerinder vender tilbage til Toppen af poppen

Sammen med Barbara Moleko, Dorthe Gerlach og Kwamie Liv har Medina takket ja til at tage endnu en runde.

Flere kendte ansigter vender tilbage til Toppen af poppen. Her Ida Corr. KLIK og se, hvem hun får følgeskab af. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Flere kendte ansigter vender tilbage til Toppen af poppen. Her Ida Corr. KLIK og se, hvem hun får følgeskab af. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Når “Toppen af poppen” til august vender tilbage med en jubilæumssæson, skal sangerinden Medina og hendes tre kolleger Barbara Moleko, Dorthe Gerlach og Kwamie Liv igen fortolke andre kunstneres sange.

De fire kvinder har nemlig alle takket ja til at markere, at det er tiende gang, det populære program bliver sendt.

(I galleriet over artiklen kan du se andre deltagere i jubilæumsudgaven).

Artiklen fortsætter under artiklen

For Barbara Moleko var første omgang af “Toppen af poppen” en stor oplevelse, og derfor vil hun gerne være med igen.

– Jeg har sagt ja, fordi jeg elsker musik, og fordi “Toppen af poppen” er så ærlig en måde at kunne fortolke musik på. Det er en legeplads, hvor man kan lege med sine “fellow”-legekammerater, siger hun.

Hun husker tydeligt, hvordan det var at være med, da hun deltog i “Toppen af poppen” første gang tilbage i 2014. Det betød meget for hende.

– Det var helt magisk at høre, hvordan andre oplever processen af at fortolke, men også at skrive egen musik. At se glæden hos de andre kunstnere, når man har gjort sig umage for at præsentere noget, de ikke havde regnet med. Og så at Danmark tog så godt imod det, husker Barbara Moleko.

Klart, klart

Heller ikke Kwamie Liv har været i tvivl.

– Det var en fantastisk oplevelse sidste gang, så selvfølgelig vil jeg være med igen, det er da klart, siger sangerinden, der fik et særligt forhold til de andre musikere, da hun var med i programmet sidste år, hvor hun blandt andre deltog sammen med Medina.

– Det var intenst med så mange dygtige kunstnere samlet samme sted i flere dage. Jeg har et blødt punkt for dem alle. Når man deler noget så vigtigt og intimt, så glemmer man det aldrig, siger hun.

Dorthe Gerlach, som deltog i “Toppen af poppen” tilbage i 2017, udtrykker på Instagram, at hun glæder sig som et lille barn.

– Optagelserne kommer til at foregå i Nordsjælland i juni, og resultatet kan du se på TV2 til efteråret, tilføjer den 40-årige Hush-sangerinde.

Jubilæumssæsonen “10 år på Toppen af poppen” byder på syv nye afsnit og har hele 26 forskellige danske sangere og sangerinder, der har været med i tidligere sæsoner, som medvirkende.

Også Carpark Norths Lau Højen, Lars Lilholt, Burhan G og Ida Corr skal fortolke sange igen.

Hvem der ellers har takket ja, vil TV2 løbende afsløre.

Powered by Labrador CMS