Frygtelig sygdom ændrede Michaels liv markant

Den tidligere skuespiller Michael J. Fox, der den 9. juni fylder 60 år, har dedikeret en stor del af sit liv til bekæmpelsen af sygdommen Parkinsons

Michael J. Fox, der lider af Parkinsons, stoppede sidste år sin karriere som skuespiller. Korttidshukommelsen var forsvundet. Den 9. juni bliver han 60 år. – Foto: Greg Allen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Michael J. Fox blev i 1991 diagnosticeret med den frygtede sygdom Parkinsons. Han havde håbet på, at han kunne leve med sygdommen, uden at offentligheden fik nys om det. Men i 1998 følte han sig nødsaget til at fortælle åbent, at han var syg.

Onsdag den 9. juni fylder han 60 år.

Den canadiske skuespiller, forfatter og komiker er bedst kendt for sin hovedrolle i trilogien “Tilbage Til Fremtiden”, hvor han fik sit gennembrud. Her spillede han Marty McFly. Den første af de tre film kom ud i 1985.

Alex P. Keaton

I 1980’erne spillede han rollen som Alex P. Keaton i tv-serien “Blomsterbørns børn”. Hans succesrige optræden i serien sikrede ham tre Emmy Awards og en Golden Globe Award.

Han er også kendt for sin hovedrolle i “Spin City” fra 1996 til 2001. Han spillede også advokaten Louis Canning, der led af Parkinsons, i Netflix-serien “The Good Wife”.

Michael J. Fox blev født i Alberta i Canada. Han debuterede som 15-årig i en canadisk tv-serie, og tre år senere drog han til Los Angeles for at jagte drømmen om en skuespillerkarriere.

Han fik sin amerikanske debut i filmen “Letters from Frank”.

I 2000 udviklede symptomerne sig, og Fox måtte trappe ned. Han begyndte at lægge stemmer til tegnefilmfigurer i film som “Stuart Little”.

Stoppede i 2020

I 2020 indstillede Fox sin skuespillerkarriere permanent. Hans korttidshukommelse var forsvundet, fortalte han i et interview med People.

– Jeg plejer at være virkelig god til at huske mine replikker i manuskripterne, men det kan jeg ikke mere. Det er helt væk, sagde han.

Siden Fox besluttede at fortælle offentligheden om sin sygdom, har han været en stor forkæmper for forskning i Parkinsons.

Indsats mod sygdommen

Han har skabt en fond for at støtte forskning, der kan føre til en kur mod sygdommen.

Fox har modtaget en æresdoktorgrad fra Karolinska Institutet i Sverige og en fra University of British Columbia for sit bidrag til forskning i Parkinsons.

I de seneste år har den tidligere skuespiller haft flere helbredsproblemer. Han fik konstateret en stor tumor i sin rygrad, og efter operationen kunne han ikke gå i mange måneder.

Michael J. Fox har været gift med Tracy Pollan siden 1988. Sammen har de fire voksne børn.

Powered by Labrador CMS