Ghita Nørby åbner op om sygdom
For første gang åbner den folkekære skuespiller op om sin øjensygdom, som hun fik konstateret for 10 år siden
Ghita Nørby lider af sygdommen våd AMD på venstre øje, som hun fik konstateret for 10 år siden. Det fortæller den 86-årige skuespiller i et stort interview i Øjenforeningens medlemsblad ‘Værn om synet’.
AMD står for Aldersrelateret Makula Degeneration – populært kaldet alderspletter på nethinden.
Nørby fortæller, at når hun forsøger at fokusere, så kan hun ikke stille helt skarpt.
“Da jeg kom på hospitalet, spurgte jeg lægerne: ”Bliver jeg blind?” De svarede: ”Nej, det gør du ikke. Vi skal nok finde ud af det, Ghita.” Så det stoler jeg på,” lyder det fra skuespilleren.
“Tanken er ubærlig”
Sygdommen behandles med injektioner direkte i øjeæblet. Medicinen består af vand og såkaldt anti-VEGF, og det modvirker, at de nye blodårer – som den våde AMD danner – vokser ind i nethinden ved at tætne dem.
“Jeg skal bare have overstået de dér frygtelige sekunder,” siger Ghita Nørby og refererer til at få stukket medicin i øjet med en nål.
“Tanken er den værste. For jeg har søde læger og sygeplejersker omkring mig, og jeg bliver lokalbedøvet. Men det er selve tanken om at blive stukket i øjet, der er ubærlig – i hvert fald for min fantasi. Men nu har jeg lært det. Så prøver jeg at trække vejret dybt. Det tager under et sekund, og så er det forbi,” fortæller Nørby i medlemsbladet.
Den 86-årige skuespiller understreger, at hun er lykkelig for den synsbevarende behandling, som hun modtager omtrent hver sjette unge på hospitalet.