Ghita Nørby åbner op om sygdom

For første gang åbner den folkekære skuespiller op om sin øjensygdom, som hun fik konstateret for 10 år siden

86-årige Ghita Nørby døjer med øjensygdommen våd AMD (alderspletter på nethinden). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Ghita Nørby lider af sygdommen våd AMD på venstre øje, som hun fik konstateret for 10 år siden. Det fortæller den 86-årige skuespiller i et stort interview i Øjenforeningens medlemsblad ‘Værn om synet’.

AMD står for Aldersrelateret Makula Degeneration – populært kaldet alders­pletter på nethinden.

Nørby fortæller, at når hun forsøger at fokusere, så kan hun ikke stille helt skarpt.

“Da jeg kom på hospitalet, spurgte jeg lægerne: ”Bliver jeg blind?” De svarede: ”Nej, det gør du ikke. Vi skal nok finde ud af det, Ghita.” Så det stoler jeg på,” lyder det fra skuespilleren.

“Tanken er ubærlig”

Sygdommen behandles med injektioner direkte i øjeæblet. Medicinen består af vand og såkaldt anti-VEGF, og det modvirker, at de nye blodårer – som den våde AMD danner – vokser ind i nethinden ved at tætne dem.

“Jeg skal bare have overstået de dér frygtelige sekunder,” siger Ghita Nørby og refererer til at få stukket medicin i øjet med en nål.

“Tanken er den værste. For jeg har søde læger og sygeplejersker omkring mig, og jeg bliver lokalbedøvet. Men det er selve tanken om at blive stukket i øjet, der er ubærlig – i hvert fald for min fantasi. Men nu har jeg lært det. Så prøver jeg at trække vejret dybt. Det tager under et sekund, og så er det forbi,” fortæller Nørby i medlemsbladet.

Den 86-årige skuespiller understreger, at hun er lykkelig for den synsbevarende behandling, som hun modtager omtrent hver sjette unge på hospitalet.

Powered by Labrador CMS