Gjort til skurk

Musicalen Atlantis trækkes op fra dybet i en ny opsætning, som får premiere næste år, blandt andet med Stig Rossen i en af rollerne.

Udgivet Opdateret

Myten om sagnlandet Atlantis, som sank ned i havets dyb, kommer næste år op til overfladen i Tivolis Koncertsal som stor musical.

På scenen ses rutinerede navne som Stig Rossen og Kaya Brüel side om side med de fremadstormende talenter Johanne Milland og Thomas Høj Falkenberg.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det annoncerer Tivoli i en pressemeddelelse.

Atlantis er – ud over beretningen om det forsvundne, sagnomspundne land – også historien om ung kærlighed.

I Atlantis bor den eventyrlystne gadedreng Silvan, der forelsker sig i kong Atlas’ datter, prinsesse Adalena, men hun er allerede blevet beordret til at gifte sig med en adelig.

Situationen eskalerer yderligere, da den onde Jabbadoor – i skikkelse af Stig Rossen – vil overtage magten over Atlantis.

– Jeg har været fascineret af Atlantis, lige siden jeg så den første gang på Bellevue Teatret i 1993, siger Stig Rossen i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Sangene, historien, det episke og eventyrlige univers tiltaler mig meget. Og så glæder jeg mig naturligvis til at spille en vaskeægte skurk! Helte er der nok af, men det er skurkene, der virkelig får tingene til at ske – på scenen, lyder det fra den 58-årige sanger.

Atlantis kan ses i Tivolis Koncertsal fra 10. september 2021 og efterfølgende i Musikhuset Aarhus, Odeon i Odense og Musikteatret Holstebro.

Powered by Labrador CMS