HAPS: TV2 snupper populær DR-vært

Ditte Haue, der blandt andet er kendt fra DR-programmerne "Sporløs" og "Aftenshowet", skifter til TV2.

TV 2 har været ude med snøren. Klik og se, hvem de fik hevet i land. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at have været på DR siden sin praktiktid, skal tv-værten Ditte Haue fremover sige velkommen til TV2 Nyhederne, når hun toner frem på skærmen.

Det skriver TV2 i en pressemeddelelse.

Fra Sporløs til nyhederne

Ditte Haue har blandt andet gjort sig bemærket som vært på DR-programmerne “Sporløs” og “Aftenshowet”, men fra 1. maj skal hun guide danskerne gennem nyhedsstrømmen i klokken 19-udsendelsen på TV2.

For den 33-årige værtinde er der tale om et drømmejob.

– Jeg er oplært i nyhedsjournalistikken, og selv om jeg har været rigtigt glad for nye og spændende udfordringer på både “Sporløs” og “Aftenshowet”, har jeg længe savnet at være en del af nyhedsdækningen.

– Jeg mener, at vi som journalister altid – og særligt i disse år med falske nyheder og diskutable nyhedsleverandører – har en enormt vigtig opgave i at informere faktuelt og fair om, hvad der sker i vores samfund. Derfor er det et drømmejob at blive vært på det, jeg mener, er Danmarks skarpeste nyhedsmedie lige nu, siger Ditte Haue.

Kandidatgrad i journalistik og dansk

Ditte Haue er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet med en kandidatgrad i journalistisk og dansk litteratur.

Hun har ligeledes i en periode læst politisk journalistik og tv-formater på Københavns Universitet samt tysk på Roskilde Universitet.

Powered by Labrador CMS