-Har levet som pensionister

Efter coronatiden føler den 54-årige skuespiller, at han ved, hvad der venter ham og konen om 30 års tid - på godt og ondt

Her ses Claes Bang og hans kone, Lis Kasper Bang, ved filmfestivalen i Cannes, hvor filmen “The Square” vandt De Gyldne Palmer og katapulterede hans internationale karriere afsted. – Jeg sagde til min kone, at lige nu er der altså virkelig momentum, og det udnytter jeg, og det vil jeg meget gerne bede om plads og tid og mulighed for. Og det oplevede jeg ikke, at der var noget brok med, fortæller Claes Bang om tiden lige efter filmfestivalen. (Arkivfoto) – Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespiller Claes Bang har fået stablet en stor international karriere på benene med roller i den guldpalmevindende film “The Square” og hovedrollen i Netflix-serien “Dracula”.

Men fra den ene dag til den anden blev gulvtæppet revet væk under fødderne, og det galoperende damptog, han var hoppet på, lavede en fuldstændig uventet nødopbremsning.

For mens coronapandemien buldrede derudad, blev lufthavne og filmset tømt, og med ét blev tilværelsen stille og hverdagen forudsigelig for den fremadstormende skuespiller.

– Min kone og jeg har levet sådan en slags pensionisttilværelse de sidste fem måneder – 30 år for tidligt. Og det er ikke noget, jeg havde tænkt skulle foregå lige nu, fortæller Claes Bang, der er gift med 55-årige Lis Kasper Bang, som har arbejdet som både model, makeupartist og fotograf.

Han tilføjer med et grin, at så ved de da, hvordan det kommer til at se ud.

– Men sådan har det givetvis været for rigtig mange af os. Ting er blevet sat på pause, jeg har mistet meget arbejde, ting er blevet udskudt eller er faldet fra hinanden, fortæller han.

Karrieren drønede ellers derudad i rekordfart. Da filmen “The Square”, som han havde hovedrollen i, vandt De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes i 2017, sparkede han samtidig døren ind til den internationale filmscene.

En lunefuld branche

Og det betød pludselig en buffet af jobmuligheder.

– Jeg tog – sammen med min kone – en beslutning om, at lige nu har jeg fået stillet det tog op på de helt rigtige skinner, så nu sætter jeg mig ind i det, og så kører jeg, siger den prisvindende skuespiler og fortsætter:

– Det er også stadigvæk en rigtig lunefuld branche. Så jeg tænkte, at nu er der momentum, og så er det med at udnytte den medvind, for man kan ikke vide, hvornår den holder op igen. Så de sidste fire-fem år har jeg rejst sindssygt meget og knoklet på med projekter.

Men den flyvende karriere var ikke ren idyl. Den betød også, at Claes Bang måtte bruge dage, timer og uger væk fra hjemmet på Frederiksberg, hvor han bor med sin kone.

– På et tidspunkt talte jeg med min kone om, at det måske var på tide at prioritere og sige, at nu laver jeg så og så mange projekter om året, og så sørger jeg for at have tid hjemme. Så det ikke sandede til i at leve i en kuffert konstant, fortæller Claes Bang.

Den beslutning behøvede han dog ikke at gruble længe over, for med et enkelt knips satte coronapandemien alle hjulene i filmbranchen i stå.

Dermed var beslutningen taget for ham, og han havde alt tid i verden derhjemme. Tid, han dog også har nydt at bruge på de projekter, der ellers ikke er tid til i en travl hverdag.

Hvornår stopper det

Han har netop udgivet sin anden ep, “Late to the Party”, under kunstnernavnet This is Not America.

– Der er jo også ting, der er blevet fikset på sommerhuset, som man aldrig ellers havde fået fikset, siger han og fortsætter:

– Problemet for mig er mere fornemmelsen af, hvornår det her stopper. Jeg har ikke noget problem med at lave ingenting og slappe af – det er mere, om vi kommer tilbage til noget, der minder om det, vi kaldte normalt før. Den usikkerhed driller mig og har fucket en hel del med mit hoved.

Men på trods af et mere stillestående år end forventet har den 54-årige skuespiller ikke noget at brokke sig over noget på privatfronten.

– Jeg står lige præcis, hvor jeg allerhelst kunne tænke mig at stå. Der er intet, jeg ville lave om, hvis jeg havde muligheden for det. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået lov til at have det på den måde, siger han.

Spiller med i storfilm

Og der begynder også så småt at være håb midt i jobtørken.

– Jeg har nogle spændende ting på programmet, men jeg er så forfærdeligt bange for at jinxe noget i øjeblikket.

– Der er en fornemmelse af, at der er et liv for enden af denne her lidt for tidligere pensionisttilværelse, siger Claes Bang.

Claes Bang har tidligere bekræftet, at han spiller med i den kommende storfilm “The Northman”, hvor rollelisten også tæller verdensstjerner som Nicole Kidman, Alexander Skarsgård, Anya Taylor-Joy, Ethan Hawke, Willem Dafoe og sangerinden Björk.

Den forventes at få premiere i 2022.

Powered by Labrador CMS