LIGE NU! Dansk håndboldtriumf

Håndboldherrer nedkæmper Egypten ved OL

Niklas Landin havde flere store redninger lige efter pausen, da Danmark trak fra Egypten. Undervejs blev han også ramt i hovedet et par gange, men kom på benene igen. - Foto: Stian Lysberg Solum/Ritzau Scanpix
Niklas Landin havde flere store redninger lige efter pausen, da Danmark trak fra Egypten. Undervejs blev han også ramt i hovedet et par gange, men kom på benene igen. - Foto: Stian Lysberg Solum/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Det danske håndboldlandshold har fortsat maksimumpoint ved OL, efter at holdet mandag morgen dansk tid bestod sin første alvorlige test i turneringen.

Danskerne vandt 32-27 over Egypten i en kamp, der beviste, at Mathias Gidsel er et mindst lige så potent angrebsvåben som ved VM i januar.

Den unge højre back var med sine finter, lette fødder og otte scoringer den store oplevelse på et velsmurt dansk hold, der løb fra nordafrikanerne i anden halvleg.

Her havde danskerne kontrol over begivenhederne mod en modstander, som ellers rummer stor fysik og masser af kvalitet.

Det blev demonstreret så sent som i lørdags i sejren over Portugal, og danskerne mærkede det selv i den dramatiske VM-kvartfinale for et halvt år siden, hvor Danmark kun slap videre med det alleryderste af neglene.

Comeback efter pausen

Egypterne gik da også til pause med en 15-14-føring efter første halvleg, hvor det kneb for det flade danske forsvar at få bremset de fysisk stærke modstandere, som for ofte fik lov til at afslutte fra halvdistancen.

Det gjorde det svært for Niklas Landin i målet.

Men den lange keeper fik bedre og bedre fat, som halvlegen skred frem, og efter pausen blev han en afgørende figur med redninger på flere helt oplagte målchancer.

De danske fløje løftede sig også, som kampen skred frem, selv om de begge havde en besværlig åbning.

Magnus Landin brændte sine to første forsøg, mens Lasse Svan stort set ikke indgik i kombinationerne og før pausen nærmest var blind passager.

Bedre bredde

Den danske bredde er dog bedre end den egyptiske, og det blev tydeligt efter sidebyttet, hvor især Mads Mensah tilførte kvalitet, da han kom i aktion.

Det var et varsel om udviklingen, da Lasse Svan med sin første offensive aktion sørgede for Danmarks første føring ved 16-15.

Herefter var det danskerne, der overtog styringen af kampen, mens egypterne sled med at hænge på.

Nikolaj Jacobsen dekreterede syv mod seks i angrebet i store dele af kampen, og det viste sig som effektfuldt træk mod den ellers stærke egyptiske forsvarsmur.

Henrik Toft bragte i overtal føringen op på 24-21, og da begyndte det at ligne en dansk sejr i den tidligere svømmehal i Tokyo. Samme Toft afsluttede målscoringen med Danmarks 32. træffer få sekunder før tid.

Håndboldmændene skal på banen igen på onsdag, hvor holdet møder Bahrain på det ganske usædvanlige starttidspunkt klokken ni om morgenen lokal tid. Det er klokken to om natten i Danmark.

111 danske atleter er klar til OL

* Håndbold: Niklas Landin, Kevin Møller, Magnus Landin, Lasse Svan, Johan Hansen, Henrik Toft Hansen, Magnus Saugstrup, Mikkel Hansen, Mads Mensah, Henrik Møllgaard, Jacob Holm, Lasse Andersson, Morten Olsen, Mathias Gidsel, Emil Jakobsen, Simon Hald.

* Sejlsport: Anne-Marie Rindom, Lærke Buhl-Hansen, Jonas Warrer, Jakob Precht, Ida Marie Baad, Marie Thusgaard, Christian Peter Lübeck, Lin Ea Cenholt.

* Skydning: Jesper Hansen, Anna Skade Nielsen, Rikke Mæng Ibsen, Steffen Olsen.

* Atletik: Anna Emilie Møller, Sara Slott Petersen, Abdi Ulad, Thijs Nijhuis, Ole Hesselbjerg, Kojo Musah, Mathilde U. Kramer, Ida Karstoft, Emma Beiter Bomme, Astrid Glenner-Frandsen, Mette Graversgaard, Louise Østergaard, Tazana Kamanga-Dyrbak, Frederiks Schou-Nielsen, Simon Hansen, Kristoffer Hari, Emil Mader Kjær.

* Bueskydning: Maja Jager.

* Bordtennis: Jonathan Groth.

* Dressur: Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth, Nanna Merrald, Charlotte Heering.

* Ridebanespringning: Andreas Schou.

* Military: Peter Flarup.

* Kajak: Emma Aastrand Jørgensen, Bolette Nyvang Iversen, Julie Frølund Funch, Sara Corfixsen Milthers.

* Roning: Sverri Nielsen, Joachim Sutton, Frederic Sebastian Vystavel, Hedvig Lærke Berg Rasmussen, Fie Udby Erichsen, Christina Juhl Johansen, Trine Dahl Pedersen, Frida Sanggaard Nielsen, Ida Gørtz Jacobsen.

* Brydning: Fredrik Bjerrehuus.

* Landevejscykling: Kasper Asgreen, Jakob Fuglsang, Christopher Juul-Jensen, Michael Valgren, Emma Norsgaard, Cecilie Uttrup Ludwig.

* Banecykling: Julius Johansen, Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, Rasmus Lund Pedersen, Julie Leth, Amalie Dideriksen, Michael Mørkøv, Lasse Norman Hansen.

* Mountainbike: Sebastian Fini, Caroline Bohé, Malene Degn.

* BMX: Simone Tetsche Christensen.

* Svømning: Pernille Blume, Alexander Aslak Nørgaard, Signe Bro, Tobias B. Bjerg, Anton Ørskov Ipsen, Emilie Beckmann, Helena Rosendahl Bach, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen, Karoline Sørensen, Clara Rybak-Andersen.

* Badminton: Mia Blichfeldt, Anders Antonsen, Viktor Axelsen, Sara Thygesen, Maiken Fruergaard, Anders Skaarup Rasmussen, Kim Astrup, Alexandra Bøje, Mathias Christiansen.

* Skateboard: Rune Glifberg.

* Golf: Rasmus Højgaard, Joachim B. Hansen, Nanna Koerstz Madsen, Emily Kristine Pedersen.

* Judo: Lærke Marie Olsen.

Kilde: Kilder: DIF, Ritzau.
Powered by Labrador CMS