Obama: Klimaændringer er generationsproblem – som kan løses

Optimismen hos den amerikanske præsident er stor, selvom målet endnu ikke er nået på klimatopmøde i Paris.

Udgivet Opdateret

Den amerikanske præsident, Barack Obama, er sikker på, at verden er i stand til at løse det store problem med global opvarmning, og folk bør ikke fortvivle trods de dystre udsigter for Jorden.

Obama deltager på linje med knap 150 andre verdensledere i klimatopmødet COP21 i Paris, hvor målet er at begrænse klimaændringerne så vidt muligt.

– Klimaændringerne er et massivt problem, det er et generationsproblem.

– Og alligevel – på trods af alt dette, er det vigtigste budskab, jeg har, at jeg faktisk tror, at vi kan løse det her, siger præsidenten videre ifølge AFP.

Forskere og klimapolitikere er enige om, at målet for en klimaaftale er, at verdens lande lover at skære så meget af CO2-udledningen, at gennemsnitstemperaturen på Jorden ikke stiger over to grader celsius fra førindustrielt niveau.

Men de løfter, der hidtil er kommet fra 183 lande, er langt fra nok til at nå det mål. De aktuelle bidrag vil føre til en stigning på mellem tre og 3,5 grader celsius.

Der skal meget mere til.

Alligevel er optimismen hos den amerikanske præsident tilsyneladende stor.

Mødet er ifølge FN historisk, da så mange stats- og regeringschefer aldrig tidligere har været samlet til et klimatopmøde.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS