Hitmager fylder rundt

Han har skrevet 'årets bedste sang'. I 1988.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bobby McFerrin fik sit store gennembrud med sangen “Don’t Worry, Be Happy”, men storhittet har langtfra været eneste højdepunkt i jazzsangerens karriere.

Det var nærmest forudbestemt, at Bobby McFerrin skulle leve af sin stemme. Hans far var operasanger, og hans mor var sangerinde.

I 1988 fik han selv sit helt store gennembrud med hittet “Don’t Worry, Be Happy”, der blandt andet blev belønnet med titlen som årets bedste sang i USA.

Onsdag den 11. marts fylder den amerikanske jazzsanger 70 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Bobby McFerrin havde allerede inden sit verdenshit i 1988 modtaget en række grammyer. Og selv om “Don’t Worry, Be Happy” gjorde ham verdenskendt, har han i mange år kun nødtvunget optrådt med sangen.

De seneste år har han brugt sin status til at promovere og udbrede forskellige former for musik.

Han har lavet dokumentarer om musik og psykologi, blandt andet med hjerneforskeren Daniel Levitin.

Den nu 70-årige musikambassadør har samtidig vedligeholdt sin egen musikkarriere, hvor han har været en del af konstellationer med andre prominente jazzkunstnere som Chick Corea, Herbie Hancock og Dizzie Gillespie.

Turnerer solo

I flere år har han turneret med sit soloshow, hvor han har demonstreret sin stemmes store rækkevidde og sin store musikalske appetit.

I den forbindelse har Bobby McFerrin gjort en dyd ud af at gøre publikum en del af showet, og ofte er mere eller mindre musikalske tilskuere blevet inviteret på scenen.

Bobby McFerrins unikke tilgang til musik har ført til nogle usædvanlige samarbejder.

Blandt andet med cellisten Yo-Yo Ma og en række symfoniorkestre, hvor han har ført dirigentstokken.

Bobby McFerrin har i løbet af sin karriere modtaget ti grammyer i en bred vifte af kategorier.

I 2013 udgav han sit foreløbig seneste soloalbum, og i 2018 modtog han en ærespris for sin lange karriere ved A Capella Music Awards.

Powered by Labrador CMS