Hugo Helmig åbner op om sit stofmisbrug
Den unge popsanger fortæller nu for første gang om sit misbrug af kokain.
Hugo Helmig tog landet med storm, da han i 2017 som bare 18-årig udsendte debutsinglen “Please Don’t Lie”, som strøg til tops i Danmark og Tyskland.
Men lige så hurtigt som den unge aarhusianske popsanger trådte op på de store scener, ligeså hurtigt gik det galt.
Artiklen fortsætter under videoen.
Hugo Helmig erkendte, at han var afhængig af kokain, og som konsekvens af sit misbrug aflyste han i sommeren 2019 alle sine koncerter.
Men det gjorde ikke misbruget nemmere at slippe, fortæller den i dag 21-årige Hugo Helmig i et interview med Ekstra Bladet.
– De fleste tager jo kokain, når de går i byen og fester, men jeg tog det altid alene herhjemme. Jeg røg ned i et sort hul. Jeg følte mig ensom, var ked af det og følte, jeg havde skuffet mig selv, fordi jeg havde skuffet andre ved at aflyse koncerter. Så jeg lukkede mig inde med kokainen, fortæller han.
Hugo Helmig fortæller også, at han, siden han var helt ung, har brugt rusmidler til at flygte fra de svære ting i livet.
Misbrug har sat sine spor
I dag har den 21-årige popstjerne været stoffri i et halvt år, men misbruget har sat sine spor i ham.
– Det har været en meget hård periode i mit liv. Jeg har kæmpet for at komme af med mit misbrug. Det var frygteligt at leve i. Jeg blev paranoid og fik angst og var ked af det. Det er noget, der kommer til at præge mig resten af mit liv, siger han til Ekstra Bladet.
Efter et års pause fra musikbranchen er Hugo Helmig nu klar til at træde et forsigtigt skridt tilbage i rampelyset.
Til sommer giver han koncert på årets Roskilde Festival, og fredag udkommer han med minialbummet “Lulu Vol. 1”.
– Sangene er bygget op som en fortælling om det år, jeg har været igennem. “Lulu Vol. 1” udgør, som navnet antyder, kun første del af et mere sammensat værk, og dette er den mørke og undersøgende halvdel af historien, udtaler Hugo Helmig i en pressemeddelelse.
Han har opkaldt albummet efter kælenavnet Lulu, som hans mor gav ham som lille.