PRM / Genindfør retten til at passe coronasyge børn på dagpenge

Regeringen bør igen sikre forældre mulighed for at modtage dagpenge, hvis de ikke kan passe deres arbejde, fordi de skal tage sig af et coronasmittet barn, mener HK Handel

Pressemeddelelse fra HK Handel

Corona er igen i fremmarch i Danmark, og vi er dagligt vidner til stigende smittetal og hele skoleklasser, der bliver hjemsendt pga. smitteudbrud. Det sætter mange forældre under pres, for det er især blandt de uvaccinerede børn i skoler og daginstitutioner, at smitten raser. Det risikerer især at gå hårdt ud over de forældre, hvor hjemmearbejde ikke kan lade sig gøre.

- Jeg vil gerne opfordre regeringen til at genindføre muligheden for at modtage dagpenge, mens man passer sine coronasmittede børn. Mange af vores medlemmer arbejder i butikker og på lagre og har ikke mulighed for at tage arbejdet med hjem. Det betyder, at de kan være tvunget til at holde fri uden løn for at passe deres børn, siger Mette Høgh, formand for HK Handel.

For handelsansatte, der ikke kan arbejde hjemme, mens de passer coronasyge børn, kan det have store arbejdsmæssige og økonomiske konsekvenser. Mange risikerer at miste en eller to ugers løn, fastslår Mette Høgh.

Genindfør dagpengemulighed
Den 1. juli udløb de midlertidige regler, som gav forældre ret til at modtage dagpenge i forbindelse med fravær til pasning af et coronasmittet eller hjemsendt barn.

Men nu, hvor smittetallene igen er høje, bør man overveje, hvordan man bedst kan hjælpe de mennesker, der ikke kan arbejde hjemmefra under en ny coronabølge, lyder det fra HK Handels formand.

- De butiksansatte har allerede taget en stor tørn, når samfundet har været lukket ned. De har trodset bekymringerne og er troligt gået på arbejde for at sikre, at vi alle kunne være velforsynede. Men det er simpelthen ikke muligt at betjene kunder hjemmefra eller fylde hylderne op fra skærmen derhjemme. Det kan ende med at koste dem dyrt, og det skylder vi dem at finde en løsning på, siger Mette Høgh.

Kontakt:

Pressemedarbejder Jacqueline Rodriques tlf.: 28109998

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/genindfor-retten-til-at-passe-coronasyge-born-pa-dagpenge?releaseId=13635937

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

Powered by Labrador CMS