PRM / Kom til konference om dyrehold i naturen

Invitation til pressen: Debatten om dyrehold i Danmarks kommende naturnationalparker har været højspændt henover sommeren. Afgræssende dyr i naturparkerne holdes blandt andet for at fremme en bestemt slags natur og en øget biodiversitet. Men hold af dyr i naturen har været kritiseret for at ske på bekostning af dyrenes velfærd og borgernes rekreative brug af nationalparkerne

Foto: Eva Søndergaard, AU
Foto: Eva Søndergaard, AU

Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences

Nu indbyder ViD, Videncenter for Dyrevelfærd, til konference med fokus på, hvordan anvendelse af dyr som naturplejere kan forenes med god dyrevelfærd og naturparkernes rekreative funktion.

Konferencen, der finder sted 10. november i Aarhus, byder på ny viden fra forskere om, de mange hensyn, der er i spil i danske naturparker, og der bliver en diskussion af hvordan hensyn til dyrevelfærd kan inddrages i naturpleje- og rewilding-initiativer. Desuden kan man høre om erfaringer fra Holland, hvor Renée Meissner, konferencens gæstetaler, har arbejdet med lignende problemstillinger. Områdets lovgivning og de etiske perspektiver ved dyrehold i naturen vendes på dagen, hvor man også kommer ind på, om dyrene skal betragtes som husdyr eller vilde dyr.

Dagens oplægsholdere tæller blandt andre seniorforsker Karen Thodberg, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, der skal tale om menneskers relation til dyr i naturen.

Karen Thodberg forklarer: "Mennesker og dyr har mindre kontakt med hinanden, når dyrene indgår i rewilding eller naturplejeprojekter, sammenlignet med under produktionsforhold. Jeg vil tale om, hvordan dette kan påvirke deres indbyrdes relation. Derudover vil jeg komme ind på behovet for mere viden om udvælgelse af de rigtige dyr, når de bruges under disse forhold med særligt fokus på dyr-menneske-relationer."

Under overskriften "Velfærd hos store græssere på naturarealer" vil lektor Janne Winther Christensen, lige ledes fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet fortælle om forskningsresultater fra projekter med udegående heste og hvilke behov det frie liv tilgodeser, samt hvilke udfordringer dyrene kan opleve sommer og vinter.



Kontakt:

Konferencen finder sted kl. 9-16 d. 10.11.21 på Radisson Blu i Aarhus og pressen er velkommen. Pressen har desuden mulighed for telefoninterview med Janne Winther Christensen, Karen Thodberg samt hovedtaler Renée Meissner Karen Thodberg: Tlf.: 93522604 Janne Winther Christensen: 93508853 Renée Meissner: +31 06 47159766

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kom-til-konference-om-dyrehold-i-naturen?releaseId=13635751

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

Powered by Labrador CMS