I år er dronningens besøg noget særligt

Her hjemme regerer Kronprinsen, mens Dronningens årlige besøg på Chateau de Cayx i år er noget ganske særligt.

Udgivet Opdateret

I 1974 forelskede Prins Henrik og Dronning Margrethe sig i det noget slidte vinslot Chateau de Cayx og slog til. Dermed er det i år nu 45 år, at det franske slot har været på danske hænder. Det er der ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen en særlig grund til.

– Slottet har haft en helt enorm betydning på mange forskellige måder. Først og fremmest er det jo – og har været – et fristed for både majestæten og Prins Henrik. Et sted, hvor de har kunnet være i fred på en anden måde end i Danmark. Et sted, hvor de er mere uden for offentlighedens søgelys, siger han til Kendte.dk.

Kongehuset selv har fredag gjort opmærksom på slottets jubilæum. I en omfattende beskrivelse kan man blandt andet læse, at købet af slottet kom i stand, da regentparret var på besøg hos Prins Henriks barndomshjem Le Cayrou. Det kom parret for øre, at slottet – 15 kilometer væk – var til salg.

Kort efter var det på danske hænder. Henrik har i en bog selv udtalt: ”i løbet af meget kort tid var vi derfor blevet de lykkelige ejere af et smukt lille vinslot i et af Frankrigs skønneste områder, tæt på min familie.”, skriver Kongehuset.

Den franske forbindelse

Netop det med at være tæt på den franske familie er ifølge Hovbakke Sørensen også et vigtigt element i, at Chateau’et er blevet Margrethe og Henriks foretrukne sommerferie-residens – og stadig er det selv efter sidstnævntes død.

– Via Cayx har parret jo gennem årene formået at bevare kontakten til det franske. Både landet, men også til ophavet. Ved at bo på slottet og gøre det til noget fast hvert år, har regentparret jo også haft en mulighed for at mødes med det franske folk, siger han.

I Prins Henriks levetid tilbragte Dronningen og Prinsen som regel flere uger på det franske vinslot hver sommer, og denne tradition har Hendes Majestæt fortsat efter Prins Henriks død. Således er hun i skrivende stund også på slottet, hvor hun holder privat sommerferie.

– Det siger så absolut noget om stedet, at dronningen fortsat kommer her. Oprindelig må det have været Henriks ønske at komme tættere på familien, men nu signalerer majestæten, at hun er med, og at Cayx er en vigtig del af også hendes liv, siger Lars Hovbakke.

En afslappet stil

Symptomatisk for jubilaren er der historisk set blevet arrangeret en række mindeværdige pressemøder og andre begivenheder på det franske vinslot, der har været et naturligt samlingspunkt for alle medlemmer af kongehuset.

I 2014 var hele den nærmeste familie samlet i det franske i anledning af Prins Henriks 80 års fødselsdagen. Generelt er Chateau de Cayx et sted, hvor der kan påtages en mere afslappet stil end for eksempel på Marselisborg – den danske sommerresidens.

– Cayx er en feriebolig. Når dronningen er ude af landet, kan hun ikke være regent, og derfor er det naturligt, at hun er mere afslappet. Hun er fri for forpligtelser her. Stemningen er mere fri – også på det traditionsrige pressemøde – og det er slet ikke formelt på samme måde, siger Lars Hovbakke Sørensen til Kendte.dk.

Ved købet i 1974 var slottet ifølge Kongehuset noget medtaget af tidens tand, og i en periode efter købet fulgte en stor restaurering. “Her gav alle i familien en hånd med, og Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Prins Joachim fik blandt andet til opgave at male havens bænke“, skriver Kongehuset.dk.

Powered by Labrador CMS